mandag den 31. december 2012

Godt nytår

2012 går på held og vi er snart i 2013. Jeg får lidt en ambivalent følelse nytårsaften - lidt som at have fødselsdag. Ja vi går ind i et nyt år fra det ene sekund til den andet, og det virker magisk i det øjeblik, jeg springer ned fra sofaen. Men derefter fortsætter livet som vanligt. Men det er nu en god anledning til at gøre status.

2012 har været et til tider hektisk år som fuldborn børnefamilie og fuldtidsjob med rejseaktiviteter. Det har ikke altid været lige sjovt, men oplevelserne værd. Som jeg tidligere har skrevet drøner livet afsted og det gælder bare om at hænge på. Børnene udvikler sig alt for hurtigt og jeg vil så gerne opleve hver en lille ting sammen med dem.

Fra 2012 vil jeg tage med mig, at man nogle gange skal stoppe op, og være i situationen med ro og kigge på verden, som børnene gør det. Når man f.eks. stormer mod bilen med et barn på armen om morgenen, for at nå at aflevere og komme på arbejde i bare nogenlunde tid, og Mille siger "fugl pip pip" og prøver at komme ned. Så skal jeg lade hende komme ned og så vi sammen kan kigge på solsorten, der drikker regnvand i græsset. Det gav en mere rolig afgang og vi var i bedre humør begge to.
Derudover vil jeg sætte forventningerne til mig selv ned og være mere i nuet i stedet for at tænke på, hvad jeg gerne vil. Det vil give mig mere ro og overskud at give mine børn og ikke mindst min mand.

Det er da helt kommet til at lyde som nytårsfortsætter. Åh ååh.

Med et stort smil vil jeg ønske alle jer skønne, der læser med et Godt nytår. Jeg håber, i kommer godt ind i det med en dejlig aften sammen med jeres kære.


fredag den 28. december 2012

Homemade julegaver #2

Jeg nåede lige på et hængende hår at sy lidt til børnene. Jens var til julefrokost den 22. og så fik jeg sat mig til maskinen og kreeret en ting til dem hver i kreahulen.


Mille fik en vest, som jeg har set forskellige steder i blogland. Den er lavet i pink isoli, og for i bomuld med svampe. Svampene på lommerne er strygestof, hvilket betød, at jeg endelig fik taget hul på strygestoffet. Det giver en god effekt. Man skal dog passe på med kuglepenstregerne, som man tegner figuren af med, for de smitter af. Få alle kuglepensstreger klippet af!


Mads fik en homiedragt i mørkeblå med biler i huen, på lommerne og på ryggen. Den er også syet i isoli, og foret med jersey i hatten. På ryggen er en bil, også i strygestof. Og denne gang var jeg opmærksom på kuglepenstregerne.


Børnene har også været i gang hos dagplejen, så vi fik nogle fine hjemmelavede ting af dem. Det har vist været et udfordring at nå at få tingene færdigt, da spilopperne har været syge på skift i december.



Men det blev da til et indkøbsnet med håndaftryk fra Mille og et fint maleri på den anden side. Mads har lavet en undersætter med et fint maleri på. De har også hver lavet en fyrfadsstage, Mille i lyserød og Mads i lilla.

Jeg synes det er rigtig dejligt at få deres hjemmelavede gaver, hvor de selv har ført penslen. Deres dagplejemor har dog sagt at Mads ikke syntes, det var særlig sjovt at lave. Han vil hellere kaste med ting... Ja ja han er jo en dreng!

Homemade julegaver #1

På trods af sygdom fik jeg kreeret lidt til familiens julegaver. Og dem skal I ikke snydes for at se.

Jeg var i god tid med iPad sleeves, som jeg fik kreeret nogle stykker af.

Min mor fik et (igen, fordi det første var for kort)

Det ene fuglehus har fået navn på

Min søster fik både til iPad og Iphone
For 2 år siden strikkede og hæklede jeg et grønt sæt med hue, halstørklæde rør og luffer til min søster. Og jeg har lige fået en sms fra hende om, at den grønne quiltesøm matcher det sæt, så hun føler sig super fix :-)

Min mor og søster har købt ipad med tastatur, så størrelsen skulle være anderledes, end de andre jeg har lavet.

Og for at sætte toppen på kransekagen, har jeg har også lavet et iPad sleeve til min svigermor, som fik en iPad mini i julegave af min svigerfar. Jeg har derfor rigtig været ude i alternative størrelser på "ærmerne". Det har jeg dog endnu ikke fået taget billeder af, men det kommer.

I dag har vi byttet julegaver. Det var rigtig hyggeligt at komme til bys og hilse på alle de andre, der også var ude at bytte. Det kan dog være et kaos, når der både er udsalg og bytteri. Jeg synes bare, det er grotesk, at man i december punger ud til julegaver, man den første åbningsdag efter jul kan få til næsten halv pris. Ender det så ikke med, at de fleste gaver bliver pengegaver (og hjemmelavede)? Det er bare ikke særlig hyggeligt.

Vi fik også gaver af vores børn, og jeg nåede at lave lidt til dem. Men det vil jeg vise en anden dag.

God dag i det klare skønne vintervejr.




torsdag den 27. december 2012

Julen i alt dens pragt

Vi er vel hjemvendt efter den helt store julerejse. hvor vi holdt juleaften ved Kolding hos min svoger og 2. juledagsfrokost i Mariager. Desværre har dagene været meget præget af influenza og dens følger. Men vi har trods alt hygget os, tillagt os nye vaner, haft dejlige oplevelser, fået dejlige gaver og mindes.
 
Da vi lavede ris ala mande juleaften fik Mille lov at slikke piskeris og grydeske af. Det er noget jeg kan huske fra min barndom og hun var da også svært begejstret for det. Hun havde dog lidt svært ved at forstå hvorfor vi ikke bare kunne dyppe skeen i skålen igen.
 

Mads har desværre måttes slås noget med influenza som gør ham meget slap om aftenen. Så han var ikke helt oplagt og sad helst på armen af en af os. Farmor var en klar favorit.


Vi fik besøg af julemanden inden aftensmaden med første heat af pakker. Han kom og ringede på men havde desværre så travlt at kusine Line kun lige nåede at se ham flyve afsted. Men han efterlod en sæk med pakker. Det var et stort hit. Mads fik en stor traktor med vogn. Han pakkede den ud og satte sig i vognen men kunne ikke forstå, hvorfor den ikke kørte med ham. Ja ja det er fint med en god fantasi.


De havde pyntet et meget smukt juletræ. Og som jeg skrev i mit foregående indlæg er det den første jul uden deres mor, som tabte kampen mod kræft i Juni. Børnene havde lavet noget fint julepynt med billeder af hende på. Det har på juletræet, så hun var med hele aftenen.


Børnene er glade for musik, så dansen om juletræet var et hit. Ved de langsomme salmer gik det dog lidt for langsomt for dem. Så lagde de sig ud i overhalingsbanen og drønede rundt om juletræet.

I går var det så familiejulefrokost hos mine forældre, hvor mostre, onkler, fætre og kusiner var samlet. Jeg har nogle utrolig søde kusiner som elsker Mille og Mads, og det er gengældt. Det var dejligt at kunne hygge sig med god snak, snaps og dejlig julefrokostmad.


I dag har vi slappet af i det lille hjem. Jeg måtte dog lige på apoteket efter øjendråber mod øjenbetændelse - til mig?! Jeg bøvler med bihule- og pandehulebetændelse oveni forkølelsen og skulle så lige toppe det med øjenbetændelse. Troede kun det var noget børn fik. Øv bøv. Så nu skal der bare slappes af, rekreeres og samles energi, inden turen går i sommerhus med svigerfamilien og senere besøg af venner.

Hvad bruger I mellemdagene på?

mandag den 24. december 2012

Glædelig jul

Dagen er oprundet og jeg sidder dejligt afslappet og ser Bamses julerejse sammen med børnene. Vi skal holde jul hos min svoger i år. Det er min første jul med svigerfamilien - faktisk første gang jeg skal holde jul uden mine forældre. Spændende om det kan fungere i en alder af 34... Men det er også første jul min svoger og hans børn skal holde jul uden deres mor, som tabte en lang kamp mod kræften i juni. Så aftenen bliver fejret med et kæmpe savn.

Vi står for ris ala mande og mandelgave. Vi har været igennem mange overvejelser om hvad der kunne være en god mandelgave til en på 2, 9, 11, 34, 40, 42, 67 og 69 år. Min mand fandt på Rasmus Seebach Live med dvd og cd. Det er da musik de fleste kan lide. Mandelgaven er pakken ind i pink papir med neongul mursnor. Den behøves jo ikke ligne alle de andre gaver.

 
Gaverne er pakket ind, og pakket i de rette poser. Julekortene er skrevet - de bliver givet 2. juledag til min side af familien. Så her får I billedspam fra d. 23.
 
snestorm med iskrystaller på vinduerne
Julekort med billede af børnene
Papirlers hjerterne pryder gaverne.


Jeg ønsker jer alle en glædelig jul sammen med jeres kære.



 

fredag den 21. december 2012

Julefreden har lagt sig

Åh endelig juleferie! Klokken har slået sluk-computeren for i år, og vi har endelig fået juleferie. Det er voldsomt tiltrængt. Ungerne er nu begge syge med forkølelse og feber, og jeg nærmer mig vist samme tilstand. Så der kommer ikke meget fart på i denne weekend. Vi kan nå de sidste projekter, få pakket de sidste gaver ind, og så er vi klar til den 24.

I sidste weekend havde jeg den mest trælse fornemmelse i kroppen. Der var 1000 ting, jeg gerne ville nå, ting jeg gerne ville, vi lavede med børnene for at få nogle juletraditioner, et job der pludselig krævede noget ekstra, syge børn, et hus der skulle skrives under på og og og. Jeg tænker, at det må være sådan det føles, når man får stress. Jeg kunne slet ikke finde ro i mig selv. Men efter at have sagt til mig selv, at jeg måtte sætte forventningerne ned og hygge mig med min familie i stedet og nå hvad der SKULLE nås, blev det bedre. Som en kollega sagde til mig, så kommer julen, om man vil det eller ej. Vi skal bare være glade for, at vi har hinanden og har det godt. Og det er jo så sandt som det er sagt. Så må opbygning af traditioner og ting vi ikke har nået, vente til næste år.

Så nu har jeg sagt til mig selv, at jeg når det, jeg når, og jeg skal gøre det, der gør mig glad og giver mig energi. Så må det andet vente.

Jeg har derfor prøvet kræfter med papirleret igen... (øh det var det ikke det der drænede mig for energi sidste weekend??) Tjo, men jeg fik koden knækket, da jeg købte noget fint sandpapir - det fineste man kan få. Og det rettede simpelthen op på det, jeg ikke var helt tilfreds med i min første batch. Så jeg måtte på den igen.

hjælper tørringsprocessen lidt på vej i ovnen

Denne gang har jeg lavet små hjerter til at sætte på pakkerne og måske lave armbånd af, juletræer og flere store hjerter til ophæng. Juletræerne har fået glasperler på som pynt.

Det hele har fået en god tur med sandpapiret.

Jeg har spraymalet nogle af hjerterne guld, så det ikke bliver hvidt det hele. Jeg kan godt lide den hvide farve, leret har, men det gør jo ikke noget, at det hele ikke er ens.

 
Nu skal jeg bare have pakket det sidste ind, og eksperimentere lidt med figurerne kombineret med indpakning.
 
Selvom helbredet ikke er helt i top, tænker jeg, at jeg alligevel vil drage til pigekomsammen med en flaske rødvin under armen. Det må bare til engang i mellem, altså tøsehygge og rødvin :-)
 
God fredag aften til alle - og god opstart på juleferien :-)

torsdag den 20. december 2012

Vinderen er...

venter vi lige med et øjeblik.

Først og fremmest vil jeg sige rigtig mange gange tak til alle dem, der har deltaget i min give away i samarbejde med forfatteren Jacob Holst Lei, som har skrevet og tegnet børnebogen "Findes der drager?". Der er både nye og allerede faste læsere. Og jeg glæder mig til at at kigge indenfor hos de nye :-)

Der er 17, der har deltaget og det har givet 31 lodder. Ved hjælp af Random.org har jeg trukket en vinder.
Det blev lod nr 24, som ejes af pigen med denne blog. Hendes kommentar lød: Jeg er også med på 1. Det lyder simpelthen som en bog lige for min Willi :-)
Stort tillykke, Maria. Send mig en mail på kahrkreation@gmail.com med din adresse og jeg vil skynde mig at sende bogen afsted, så den kan nå at ligge under juletræet :-)

Og endnu engang til for deltagelse til jer alle :-)

Vundet give away

Jubihuuu jeg har vundet - igen! Jeg vinder ellers aldrig noget men siden jeg blev aktiv i blogland i august, har jeg nu vundet hele tre give aways. Jeg føler mig SÅ heldig.

Denne gang er det give awayen hos Pustetrolden, jeg var så heldig at vinde. Tusind tak for det, Mette.



Jeg modtog en fin pakke med den lækreste kjole i med fine ugler fra Fair Tail.


Og som bonus var der to slikkepinde med. En til hver af spilopperne :-)


Mille er et lille 2 årigt tut, så lige nu passer hun tøj 1 - 1½ år. Men til næste år kan hun sikkert passe den til jul.

onsdag den 19. december 2012

Sidste chance

får at deltage i min julegiveaway er oprundet. Jeg trækker en vinder i morgen kl 12. Hold øje, så den heldige vinder kan sende mig sin adresse og jeg kan få pakken afsted inden jul.



Hvis du stadig ikke har meldt dig til, kan du deltage her.

Pøj pøj til alle :-)

Første gang

skal man prøve mange gange.

Og i søndags var ingen undtagelse for mig. Jeg nævnte i går, at vi har taget en stor beslutning i weekenden, og det er at skrive under på en købsaftale på et hus. Det er den største og bedste julegave, jeg endnu har fået.

Vi har længe holdt øje med boligmarkedet i området, og været ude at se en del huse. Og efterhånden får man opbygget en lang liste med ting og kriterier det skal opfylde. Og som listen bliver længere bliver det sværere og sværere at finde det helt rigtige hus for den lille familie.

Nogle af de kriterier vi har haft på listen er at det skal være et nyere vedligeholdelsesfrit hus. Det skal have 4 værelser, en god fordeling og gerne være i en etage. Så havde vi et meget geografisk afgrænset område i Sønderborg det skulle ligge indenfor. Og da det udelukkende er 60 - 70'er villaer der ligger der, var det næsten umuligt at finde et hus, der ikke skulle gøres noget ved.

Og så kan det bare pludselig gå SÅ stærkt, når man lige finder det, der opfylder 9 ud af 10 punkter på listen.

Det her er bare bare det helt rigtige for os. 5 år gammelt, stort set vedligeholdsesfrit, stor have som ikke kræver så meget udover græsslåning (som manden selvfølgelig står for ;-)), 4 store værelser, stort værksted, dobbelt carport osv osv. MEN det ligger 6 km uden for Sønderborg. Men med tanker på hvad en børnefamilie egentlig har brug for, skole, indkøbsmulighed, bager, idrætsforening, institutioner osv, strøg vi detgeografiske kriterie.


Det grønne område bag ved huset er en rideskole og marker hvor hestene kan gå. Konen i huset er dagplejemor i dag, så der er låge ud til vejen og legehus. Så bliver det ikke bedre.

Nu skal vi bare vente på at det bliver juni, hvor vi skal overtage huset.

Her er lige et billede fra morgenens badetur. Vandet er 2,5 grader varmt, så nu stikker det lige som det skal :-)

 
 
Ha en god dag.

tirsdag den 18. december 2012

Fugle og hjerter

 Jeg har arbejdet videre på min forsøg på at lave papirlersophæng.

Jeg synes dog, at det her hjulpet lidt efter de har fået snor i og perler på. Nu skal jeg bare lige i Silvan og købe noget fint sandpapir, så de kan blive pænt afrundet i kanterne.

 
 
 
 

Jeg ved godt at man ikke må sige at man glæder sig til næste fase af børnenes udvikling og så videre. Men jeg glæder mig til, vi kan lave projekter sammen, uden at det skal spredes over hele stuen. Mille nærmer sig den aldet, for hun var helt vild med perlerne. Tog dem op af glaset, sorterede plastikperler fra og små skalder og lagde træperlerne ned i glaset igen. Og den proces gentog sig igen og igen. Eller også er det bare pigebarnets sirlighed, der står i stærk kontrast til drengebarnets forsøg med hvordan alting lyder når det bliver kastet. For han fik også nogle perler som i løbet af 1 minut var kastet ud over hele stuen.

De næsten færdige ophæng kom til at se således ud:



Jeg bøvler dog stadig noget med papiret. Jeg har ikke arbejdet så meget med papir før, så jeg har brug for fifs. Hvordan får man bøjet papiret pænt?
Noget andet er, at papiret ikke er farvet på begge sider, og den ene side er hvid og den anden grøn med prikker på. Og det ser ikke særlig pænt ud. Kan man få papir, der er farvet på begge sider?

Og så tog vi en stor beslutning i weekenden, men den vil jeg lige vente til i morgen med at dele med jer.

mandag den 17. december 2012

3 lags skråbånd

Hurra for gode og hjælpsomme kolleger :-)

Jeg har en kollega der bor i Haderslev, og ham fik jeg til at hente 3 x 3 m af det drøn fancy skråbånd, som Libbie har introduceret mig til. Han så meget mærkelig ud, da jeg spurgte om han ville tage det med for mig. " Ta hvad for noget med?" Men med en klar bestillingen og lige penge, gik det som smurt :-)

Velbekomme - en stor skål skråbånd


Nu skal jeg bare have fundet på noget spændende at bruge det til.

Har du nogle gode ideer?

søndag den 16. december 2012

Man skal aldrig gå ned på udstyr

plejer min mand at sige. Og når han påtænker at begynde en ny motionsform eller hobby, er det første han gør at anskaffe sig alt udstyret. Det har jeg altid rynket lidt næse af og tænkt havde noget med hans køn at gøre.

Selvom jeg ikke er meget for at indrømme det, og jeg selvfølgelige har en klar forventning om, at det bliver mellem os, er jeg i dag faldet i samme fælde. Jeg havde dog købt en pakke papirler i forvejen, som jeg havde sat i venteposition til næste år. Men jeg kunne ikke dy mig. Og efter at have surfet blogland tynd for at finde fif og inspiration, hankede jeg op i sønnemanden og vi tog til bys. Jeg er endt med at have anskaffet mig en del sager, så jeg er klar til at lave fugle, armbånd, gavetags osv.




Hjemmelavet stempel - HUSK DET SKAL VÆRE SPEJLVENDT - ubrugeligt!

Men jeg synes ligesom, at resultatet er udeblevet. Eller - jeg er ikke helt tilfreds med dagens første forsøg ud i papirler.Hjerterne er fine glatte og standset ud vha kageform. Fuglene er dog ikke særlig pæne, fordi jeg rullede leret om og skar fuglene med en spisekniv. Det betyder dog at overfladen er meget ujævn - selvom jeg glattede og glattede med våde fingre.


Om udeblivelsen af det perfekte resultat skyldes en meget syg lille frø, der har fået høj feber af skoldkopperne, og allerhelst vil have sin mor, kan også have noget med sagen at gøre. For det var meget gåen frem og tilbage til leret. Eller om det bare er fordi, jeg skal lære det, ved jeg ikke. Men hvad jeg ved er, at jeg allerhelst vil kunne alt fra starten. Og jeg derfor tit dropper at arbejde videre med nye ulærte projektet, fordi det kræver, at jeg øver mig.

Men figurerne får lige en chance med bånd, perler og papir i dag. Så må jeg se om tiden - og motivationen - byder flere.

God tredje søndag i advent.

lørdag den 15. december 2012

Nissekonens værksted

I går aftes fik jeg pakket julegaverne ind til den ene del af familien. Det er så hyggeligt at pakke ind, og til sidst have en hel bunke gaver, som vi kan glæde andre med.



Jeg er dog ikke verdensmester med de store ideer indenfor gaveindpakning. Men som på så mange andre områder er blogland bare et fantastisk sted at få en masse gode ideer og inspiration. Så i år har jeg indkøbt manillamærker, som får et julemandsklistermærke på.
 

Jeg fandt noget bomuldsbånd i Rema, som jeg synes gør det rigtig godt på pakkerne. Det giver dem et mere hyggeligt look, end gaverne pakket ind i butikkerne.



Jeg har også en pakke selvhærdende ler liggende, men det blir i pakken. Jeg har set mange fine gavemærker lavet af leret i blogland. Men overskuddet har ikke været til at gå igang med det. Men så er det klar til at gå i gang med tidligt næste år. Nu skal jeg blot have pinnet alle de gode ideer i Pinterest.

Vi skulle have været op af i landet til familiejulefrokost  i dag, hvor vi så ville aflevere pakkerne, vi skal give 2. juledag. Men Mille reagerer noget mere på skoldkopperne end brormand, så vi har haft en lang nat med en meget trist pige. Hun har et utal af knopper i hovedbunden og en del i ansigtet.



Mads har ikke været så hårdt ramt af det, og er også ved at være ovre det. Og ja det er grød der hænger på næsen.

Vi har en dag i nattøj og stille og roligt tempo, hvor der skal skrives julekort - dejligt!

Hvordan bruger I jule-weekenden på?

torsdag den 13. december 2012

Two down - none to go

Det er lykkes at få begge spilopper smittes med skoldkopper, og det er vist så god timming, at det er ovre igen, inden vi rammer juleferien :-) I dag er jeg derfor hjemme med begge. Mille er indtil videre på udbryder-stadiet men har en masse pletter i hovedbunden. Og som den forfængelige mor jeg er på mine børns vegne, håber jeg, at hun undgår at få for mange i ansigtet, som kan blive potentielle ar. Hun er dog slet ikke berørt at det og er sit sædvandlige friske og meget snakkende jeg :-) Hun øver sig virkelig på sprogets nuancer for tiden.


Smiiiiiiil

Jeg er begyndt at smøre alle Mads' sår med en e-vitamin creme, jeg fik anbefales til mit kejsersnitat, for at gøre det pænere. For han har en del i ansigtet og det må da virke lige så godt på dem som på mit.

Hvad er jeres erfaring med skoldkopper og ar?
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...