fredag den 31. januar 2014

Rød-heste-nederdele-sæt

Det er endelig lykkes mig at få taget billeder af nogle af mine krea-weekend projekter. Jeg syede et nederdele sæt til Mille af babyfløjl og Darland-heste. Piping på lommerne er en rest af rest af jerseyen, for at bryde det røde lidt. Mille knus-elsker sættet og danser rundt i det, fordi der er godt sving i nederdelen.


Ha en god weekend :-)

onsdag den 29. januar 2014

Slips-over til Mads

I efteråret fik jeg fingrene i Børnestrik på pinde 3 1/2 - 4. Og på samme tur var jeg forbi Terapihobby i Hasselager og købe en masse Peruvian uld i forskellige farver. Jeg skal ikke stå tilbage for et godt tilbud! 20 nøgler til en meget billigere penge, end hvad det koster i butikkerne. Garnet ligger lige i den tykke ende af pind 4, men kan godt gå.

Det er ihvertfald perfekt til en slips-over til Mads. Jeg er begyndt på en i blå og gul. Den kommer til at passe perfekt til stjernesættet.


 
Det er et meget taknemmeligt mønster med ret og vrang og så lige en afveksling på mønsterpindene. Lige et mønster efter mit hoved. Nu hvor kulden endelig er kommet til det syddanske, må jeg også hellere få den færdig.

God dag i snevejret :-)

søndag den 26. januar 2014

Turen går til

Jeg er ude at rejse på mit arbejde de næste par dage. I dag er rejsedag og jeg meget på hvad min lille familie laver lige nu. Søndag med det skønneste solskin. Og her sidder jeg i lufthavne og flyvemaskiner hele dagen.

Jeg har tager lidt med til at hygge mig med. Et hækletøj i det blødeste alpakka silke. 


Det skal blive til en hue til en kollega. Det er på nål 3 og den samme masketype gennem hele arbejdet. Et skønt arbejde at fordrive dagen med.


Og med en kaffe ved sin side, er det lige lidt hyggeligere :-)

Jeg håber I skønne læsere har en dejlig søndag og nyder det dejlige vejr.

tirsdag den 21. januar 2014

Den karryfarvede tiger

Jeg har forsøgte mig med Chrisbukserne igen. Det første par, jeg lavede, var jeg ikke tilfreds med. Og med de smalle børn jeg har mig, var det umuligt at holde dem oppe på plads. Mads havde dem på til gymnastik og pludselig hang de nede om knæene - ikke helt optimalt!

Nu hvor jeg har kastet mig ud i dem igen, kan jeg konstatere, at jeg stadig synes, der er for meget stof foran. Jeg vil derfor bestemt lave nogle ændringer for at gøre dem smallere og tænker at tage noget af breden midt for.

Hvis du har syet denne buks, hvilke ændringer har du så lavet?

Blusen er også ny og de gule tigere matcher godt med de karryfarvede bukser.

Alt stoffet er fra Stof og Stil.

Til sidst lidt billeder af modellen. Han skal altid lige varmes lidt op i model sessionerne.

Sagde du, jeg skulle smile?

Den søde dreng

Pjat-fisen som vi kender ham
 

torsdag den 16. januar 2014

Kreaweekend flashback

Tæt på en ny weekend tænker jeg tilbage på sidste weekend, hvor jeg var samlet med 5 piger i et sommerhus til kreaweekend.
 
Vi ankom fredag aften, fandt på plads og hyggede os med ostebord og strikketøj. Lørdag blev maskinparken stillet op og den vilde syning kunne begynde. MEN jeg havde glemt strømkablet til min symaskine! En streg i regningen, men en time senere havde jeg hentet det og kunne påbegynde mine planlagte projekter.
 
Jeg havde en masse forskelligt med, blandt andet til puder til børnenes nye senge. Jeg fandt nogle af min mormors lynlåse. Jeg har arvet en masse sygrej fra min mormor og hun var en stor samler, af bl.a. lynlåse. 55 cm til 9,90 kr! Det er hyggeligt, når nogle af hendes ting indgår i de ting, jeg syr.
 

Jeg kom også ud på en løbetur med den gravide veninde - lige et tempo for mig! Det var rart at komme ud af maskinrummet og få luft i ansigtet.


Lørdag aften lavede vi pizza. Sammen med et glas rødvin var det helt perfekt energi til syning den halve nat. Kl. 2 slukkede vi og gik til køjs.


Søndag kl 9 stod vi op og kreerede videre. Det blev ikke til mange billeder i løbet af weekenden, for det var så hyggeligt og produktivt. Jeg viser mine kreationer snart, når det kommer i brug.

Ha en dejlig dag :-)

fredag den 10. januar 2014

Kreaweekend forberedelser

I aften kører jeg i sommerhus, hvor jeg skal på weekenden med de 5 skønneste piger. Vi har været afsted to gange før, så det må efterhånden kunne kaldes en tradition. Vi låner mine svigerforældres sommerhus fra fredag til søndag, og så står den ellers på tøsehygge, syning, strik, smovseri og snak snak snak snak.

Sidste år havde jeg en klar plan og endda skitse over, hvad jeg ville lave. I år har jeg ikke en stor forkromet plan, andet end at det skal være max optankning på Line-kontoen.

Selvfølgelig har jeg klippet noget hjemmefra, og en masse ting med. Så jeg kommer ihvertfald ikke til at kede mig :-)



Jeg håber du får en rigtig dejlig weekend :-)

  

onsdag den 8. januar 2014

Rosa Leo Striber

I juleferien fik jeg lidt tid ved symaskinen. Jeg har set et sæt fra et eller andet børnetøjsfirma, som jeg ikke kan huske navnet på. Sættet var med en stribet kjole og leo-leggins. Det er et super mix. 
 
Jeg måtte på en jomfrutur på Stofdepotets hjemmeside og fandt noget lækkert stribet interlock. Virkelig lækker kraftig kvalitet. Sammen med leo-jerseyen fra Stof og Stil blev det til et yndigt sæt til Mille.
 
For et års tid siden købte jeg nogle fine lyse sko til Mille. De matcher sættet perfekt med den rosa sløjfe.
 

Mille blev henrykt. Hun er vild med kjoler for tiden, for de kan dreje rundt. Og det skulle selvfølgelig testes.


 

Den kan ikke dreje så meget, men hun var meget tilfreds. Og det er det vigtigste. Nu håber jeg bare på at sidesømmen bliver lidt mere jævn efter et par turer i vaskemaskinen.

Ha en dejlig dag :-)


mandag den 6. januar 2014

Flere stjerner

Før jul syede jeg et stjernesæt til hver af børnene. De stjerner må have sat sig som en fiks ide, for de pryder igen en bluse til Mads.
 
Den er syet i isoli og stjerne er lavet i strygestof, købt hos LaRaLil.


Blusen matcher et par bukser, jeg syede for længe længe siden, og som nu er ved at være lige korte nok. De ligger derfor til forlængelse med en gang rib.


Apropo forlængelse tror jeg, at børnene har fået stråforlænger i ferien, for jeg skal da lige love for, at alle bukser er blevet lige til den korte side. Men så er det altså lidt smart med en bred rib forneden. Det giver også mulighed for at stoppe bukserne nede i støvlen, så de små ben ikke er bare i kulden.

Ha en dejlig dag :-)

Kh Line

søndag den 5. januar 2014

Godt nytår

Jeg vil ønske alle jer skønne bloggere og følgere et godt nytår. Jeg håber I alle har haft en rigtig dejlig ferie og er kommet godt ind i det nye år.

Jeg har nydt min lange ferie. Vi har set en masse dejlige mennesker, hygget os sammen og lavet lidt hver for sig. Lige sådan en god ferie er for mig.

Her er lidt stemningsbilleder fra de sidste par uger.

Julemanden kom!
 
Hyggelig legeaftale
 
Mmm en af barndommens glæder
 
Total Hama fordybelse

Nytårsbordet - adventskransen fik nyt knallert-liv

Så skydes 2014 ind

Madse-mand med hurtige fingre
Jeg ønsker jer alle et godt 2014 og glæder mig til at følge jer, og dele min verden med jer.

Ha en dejlig dag :-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...