tirsdag den 27. januar 2015

Eneste hjemmelavede julegave

Som tidligere skrevet var mit energiniveau i December lig nul. Det blev derfor ikke til flere hjemmelavede julegaver end én.

Det var til gengæld også en overraskelses-julegave.

Jeg syede et mac-sleeve til min kusine i August. Hendes mor var så begejstret for det, at hun ønskede sig et, hun kunne bruge til hendes arbejdscomputer. Så kunne hun adskille sig fra de andre standard-tasker på hendes arbejde.

Det eneste krav var at det adskilte sig fra min kusines i farven. Det er fedt som teenager at adskille sig fra sin mor.

Jeg kørte derfor retro-modellen, med mørkebrunt filt og en neon koral elastik. Billederne er ikke de mest skarpe, men jeg håber, du får en ide af hvordan den så ud.

Mærket jeg brugte, er min absolut favorit udgave med guldskrift. Det er snart tid til at bestille en ny pakke mærker hos Scannex. Jeg vil købe blandingspakken igen og håbe, at den med guldskrift indgår.

God dag til dig :-)



onsdag den 21. januar 2015

Lulu kjole

Jeg stødte sørme på endnu et mønster jeg tegnede af på min sidste deltagelse i en Marapytta sy-workshop i Århus. Det er Lulu kjolen. Den syede jeg i November, da en af Milles veninder havde fødselsdag.

Den er dejlig nem at sy, og minder lidt om en model jeg har syet fra Ottobre.

Den første model jeg syede var med halsrib i samme stof som kjolen. Det viste sig dog at være så uelastisk at det blev umuligt at få den over hovedet. Jeg måtte derfor på den igen og sætte en anden rib i halsen.

Vi blev enige om at en gul rib var dejlig frisk, og så så jeg også lige mit snit til at sy et par matchende leggins.

Det hele strandede dog i min energiforladte December, så sættet blev først syet færdig på kreaweekenden.



Jeg ønsker jer en rigtig god onsdag :-)


mandag den 19. januar 2015

Kreaweekend og trykknaptosse

Sidste weekend var jeg på den traditionelle kreaweekend med nogle skønne kreatøser.

Vi mødes næsten kun den ene gang om året, og alligevel er det som om vi lige så hinanden i sidste uge. Det er skisme så hyggeligt!

Det var weekenden, hvor der var storm over landet, og det er perfekt, når man allerhelst bare vil fordybe sig i sin symaskine og strikketøj, og spise lækkert mad.

Det er sparsomt, hvor mange billeder jeg fik taget, men det blev da til lidt af projekterne.

Det første jeg vil dele med jer, er en videreudvikling af et par babysmækbukser, jeg har syet en masse af de sidste par år. Nogle af udgaverne kan ses her, her og her. Det er en populær barselsgave, og jeg har syet dem fra str 66 til 92. Den tilbagemelding jeg har fået på dem er, at det kunne være rart hvis der var knapper i benene, så det blev nemmere at skifte baby.

Jeg tog derfor to par med på weekenden. Sprættede dem op i benene, syede kantbånd på som belægning på bensømmene, og satte trykknapper fra PRYM i.

Elastikken i anklen syede jeg fast med en stikning i kanten i hver side, inden jeg satte belægningen på. Efter belægningen var syet på, lagde jeg ankelsømmen op.

Trykknapperne har jeg købt i Stof2000. Butikken er desværre lukket i Sønderborg. Og i forbindelse med det var der nogle gode tilbud. Jeg har tidligere kigget på trykknapperne, men synes det var lidt vildt at købe 30 knapper i samme farve. I forbindelse med lukningen var de sat ned med 50%, og jeg endte med at købe - ja hold nu fast - 11 pakker i 10 forskellige farver. For jeg endte selvfølgelig med at have to pakker i samme farve... Så jeg løber ikke lige tør for trykknapper foreløbigt! Hvor tosset er det lige...




Rigtig god mandag :-)

torsdag den 15. januar 2015

Juleferien

Vores december måned er som tidligere skrevet ikke gået helt som den plejer, i forhold til min deltagelse i december traditionerne.

Det blev dog jul alligevel, drillenisserne fra børnehaven var lige så meget banditter i år, som de plejer at være.

 I juleferien var vi Jylland rundt. Jul i Kolding, julefrokost på Mols og juleferie i Mariager. Det bød også på lige de ting der gjorde at det blev rigtig jul. Julemanden besøgte os juleaften, børnene kom ud at kælke i Mols Bjerge og en frostdækket legeplads blev besøgt.






Nytårsaftensdag går man nogle steder i Sønderjylland rundt og knalder nytåret ind hos naboerne - ja altså børnene gør! Det betyder, at man ringer på og skyder noget af og råber godt nytår, når døren bliver åbnet. Det kaster ofte noget sødt af sig. Vi var rundt til 12 huse, og børnene kom hjem med hver en fyldt raglanrygsæk. Så nu har vi en masse fredagsslik. De får hver fredag lov at vælge en passende mængde.





Rigtig godt nytår til jer alle. Jeg glæder mig til at følge jer og se hvad I får kreeret i år :-)

mandag den 12. januar 2015

Et lille frø

Nu skal der sparkes gang i bloggen igen!

Mit fravær har skyldtes det, der vist ofte er grund til fravær her i blogland. Jeg bager nemlig på et lille frø! Og for at svare på det spørgsmål du måske tænker: Ja, der er kun ét frø!


Vi bliver forældre igen til juli, hvilket betyder, at jeg er 13 uger henne nu. Og hvilke 13 uger, eller ihvertfald de sidste 6. Hold fast mand, jeg har haft det dårligt! Ekstrem kvalme, træthed og meget følsom lugtesans. Det har nok været den mest kedelige december måned set med børneøjne. Jeg har passet rigtig godt på sofaen, og børnene har fået lov til alt, bare jeg ikke skulle flytte mig! Heldigvis har farmor og farfar været rigtig søde til at tage børnene med til en masse december arrangementer. 

Energien er ved at vende tilbage, selvom jeg må indrømme at jeg for en uge siden frygtede at det aldrig ville ske. Nu vil jeg få lidt gang i det aktive familieliv igen og krearierne :-) 

Jeg har været afsted på den årlige kreaweekend, og det gav lige en indsprøjtning og nye gode ideer. Mere om det i et andet indlæg.

I må have en rigtig dejlig mandag. Jeg ser rigtig meget frem til det bliver aften så jeg kan komme i seng igen :-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...