søndag den 30. november 2014

DIY - betrække trykknapper

I forbindelse med at jeg lavede den quiltede cardigan til Mille, havde jeg set mig varm på stofbetrukne trykknapper. Jeg gennemtrawlede internettet for at finde en DIY,  men fandt aldrig en. 

Jeg har derfor lavet en, i forbindelse med færdiggørelsen af cardiganen.

Man skal bruge:
  • Trykknapper
  • Tyndt stof, her er brugt Liberty
  • Spids nål
  • Sytråd
  • Monteringsværktøj
Jeg har købt en tang til montering. Og jeg er virkelig glad for den! Det gør monteringen meget mere præcis end ved brug af plastikklemmen og en hammer.

Og nu til vejledningen:

1. Klip cirkler ud så de passer til knapperne ved at kunne omslutte knappen. Jeg har brugt skabelonen til Prym beklædnings plastik knapperne. Jeg har dog klippet et par mm af hele vejen rundt, så der ikke er for meget stof ved sammensnøvsningen (er det et ord?).


2. Ri op og ned i kanten hele vejen rundt. Lad en trådende stå i begge ender.


3. Læg den øverste (glatte) trykknapdel på midten af stofcirklen og træk i de to stofender.


4. Bind evt et par knuder, så stoffet bliver, hvor det skal, når knappen skal monteres.




5. Herefter monteres knappen ifølge instruktionen, ved at lave et hul, fatningen kan komme igennem, og presse knapdelene sammen.

Et voila, er der stofbetrukne stofknapper.



Lad mig endelig vide, hvis der er noget, der er uklart.

Hvis du bruger min DIY håber jeg, at du linker til dette indlæg. God fornøjelse.

torsdag den 27. november 2014

Fødselsdage

November er den stor fødselsdagsmåned i vores familie. Børnene og jeg fylder med 4 dages mellemrum. Jeg var så heldig i år at min faldt på en lørdag, og det skulle fejres at jeg kunne shine helt alene :-) Forrige weekend havde jeg inviteret en gruppe venner til fødselsdagmiddag og sikke en fest!

Om onsdagen startede fejringen af vores nu 4-årige banditter.

Sidste år holdt børnene deres fødselsdag henne i børnehaven. Jeg havde forestillet at gøre det samme år. Men da Mads nævnte, at han rigtig gerne ville holde fødselsdag hjemme i år, kom jeg ud i nogle overvejelser. Med dreng-pige tvilling vil det betyde en hel årgang af drenge og piger hjemme. Det er 11 piger (til at overskue) og 21 drenge (knap så overskueligt), hvor Mads kun leger med en enkelt af drengene. Jeg synes, det ville blive for mange at have dem alle hjemme på en gang. Men hvem skulle så holde på sin fødselsdag og hvem dagen efter? Og hvor sjovt ville det egentlig være for Mads at have alle drengene med hjemme, når han ikke leger med nogen af dem? Hans bedste legekammerat er en pige, der er en årgang ældre, og hun kunne ikke komme med ift. Børnehavens regler. Så jeg gjorde noget, der faldt lidt uden for normen. Vi inviterede de piger og en dreng med hjem onsdag eftermiddag, som børnene leger mest med. Det betød 9 piger og to drenge fordelt over 3 årgange. Vi skulle selv afhente dem i børnehaven, da der ikke bliver stillet en pædagog til rådighed, når man blander. 

Det gik SÅ fint, og de var rigtig søde til at gå pænt :-) 

Derhjemme satte vi os i en rundkreds hvor der var oppakning af gaver. Gæsterne skiftedes til at give deres gave, så Mads og Mille pakkede en op af gangen, og vi kunne holde lidt styr på hvad der var fra hvem.

Efter kage og frugtspisning var der fri leg efterfulgt af en skattejagt. Når vejret er svært at regne med i November, blev de en indendørs skattejagt. Jeg var blevet inspireret af Mor til Mernee, og lavede en ballon skattejagt, hvor alle fik udleveret en ballon med en lille tegning i. Tegningen viste et sted i huset, hvor der lå en slikpose. Det gav mange grin og undren. Hvordan kan en slikpose komme ind i ovnen og vaskemaskinen?! 

Som afslutning kom forældrene til en kop kaffe og afhentede deres afkom. Alt i alt en super god dag, og den nervøsitet min mand havde om at gå hjem sammen med 11 børn, blev mane til jorden. Så vi er klar til et fodboldhold nu.... NOT!

Fejringen af banditterne fortsatte i børnehaven om fredagen for deres årgang. De skulle jo ikke helt snydes. Og i weekenden kom familien og fejrede dem. 

Har I nogle specielle traditioner for fødselsdagsfejring?

Jeg er glad for, at der er lang tid til den næste fødselsdag, og at vi ikke skal holde jul hjemme! Jeg har brug for at blive opvartet!

God dag til jer alle :-)






torsdag den 13. november 2014

Collage

I en lang periode har jeg samlet grej sammen til at kunne lege med papir og collager. Der er så mange dygtige og inspirerende piger i blogland, der laver en masse spændende ting. Det har helt fået det til at krible i mine fingre.

Jeg har nu endelig fået startet dillen herhjemme. En udstandser og en masse papir og blade, så går det bare derudaf. Børnene synes også, det er rigtig sjovt at lege med. De har lavet nogle fine kort med udstandsede stjerner og glimmer.

Jeg har lavet en cirkel collage med udgangspunkt i neutrale farver fra bladene og kobber karton fra SG. Billedet hænger på billedvæggen over den lille teakkommode. Som det ses er kobber lige så stille ved at gøre sit indtog i indretningen. Husene er fra mit malerprojekt i foråret, og skålen er fra SG.

Jeg er dog stødt ind i en udfordring, da min cirkel udstandser er blevet sløv! Hvad pokker gør man ved det? Er der ikke nogen, der har et godt råd?

Jeg vil ønske jer en rigtig god dag i efterårsvejret. Jeg glæder mig til der bliver aften, og jeg vil sidde i stearinlysets skær og strikke.



torsdag den 6. november 2014

Sara Lund cardigan

Jeg er blevet færdig med lidt mere på pindene. Det er en Sara Lund cardigan i flaskegrøn og karrygul Naturuld. Jeg har blandet to opskrifter: En Sara Lund sweater og en cardigan.

Det har været en lang process, da det ikke er første gang, jeg strikker i det mønster. Det er bare ikke så sjovt anden gang. Det har også været en nervepirrende process, da jeg skulle klippe i cardiganen for at få åbningen foran. Den er strikket på rundpind som en sweater og tilsidst klippet op og fået rib strikket på. For at det kan lade sig gøre, og maskerne ikke løber op, får den en tur gennem symaskinen op og ned i to baner. Og derefter kan man klippe imellem de to syede baner.

Den bliver klart min vinterfavorit - så lækker og varm.






mandag den 3. november 2014

Quiltet cardigan

Jeg har syet en cardigan til Mille. Den minder utrolig meget om noget, I måske har set hos Marapytta. I mangel på ikke at skulle på kursus hos hende foreløbigt, har jeg forsøgt selv at sætte en cardigan sammen ud fra forskellige mønstre fra Ottobre. Jeg er vild med de stofbetrukne knapper. Det er måske nok den detalje, jeg er vildest med. Jeg har gennemtrawlet internettet for at finde en instruktion på, hvordan man gjorde, men fandt aldrig en.
Jeg fik dog regnet ud, hvordan man gjorde. Det skal gøres i forbindelse med, at man sætter knapperne på, så det er lidt med rystende hånd de første gange, indtil man lurer processen.
Cardiganen er til den store side - som sædvanligt, men hun mangler heller ikke tøj lige nu, så det er vist ok. Da det er første udgave, er der nogle ting jeg vil ændre til næste gang. Jeg vil lave den højere i halsen på fronten, så den lukker mere til. Jeg ville rigtig gerne sy et kantbånd på i nakken, for at dække sømmen, men jeg kan simpelthen ikke regne ud, hvordan man gør det pænt. Er der mon nogen, der kender en instruktion, eller kan forklare mig, hvordan jeg kan gøre?

Det quiltede stof er fra Stof og Stil, ribben fra Stof2000 og knap-stoffet fra Liberty. Trykknapperne er fra Prym.

Jeg vil slutte af med en anbefaling. Jeg har været til koncert i weekenden med Tina Dickow og Teitur. De gav nogle fantastiske koncerter. Har du muligheden for at høre dem i Tyskland, kan det virkelig anbefales. Det er en helt anden opsætning end til Tina Dickows koncerter herhjemme. Så mange musikalske lækkerier. Hvad har du lavet i weekenden?

God mandag :-)





Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...