tirsdag den 24. marts 2015

3 nye japanske sybøger

Jeg har fået en ny sending fra Japan med de skønneste sybøger.

Denne gang har jeg bestilt både noget til voksne og børn. Mette med bloggen Made by Madvig har syet den skønneste kjole, og det blev jeg meget inspireret af, så jeg måtte straks på Etsy og shoppe. Jeg købte ved samme forhandler, som jeg købte ved sidste gang, og jeg må sige, at servicen er i orden. Forsendelsen tager omkring en uge.
Et par dage efter jeg havde bestilt skrev Nobuko, at hun havde haft en forfærdelig forkølelse, så bøgerne kom afsted et par dage forsinket. Hun sendte dem derfor med express, så jeg havde dem i postkassen en uge efter bestilling.



Der ligger en personlig hilsen og en lille gave i pakken. Jeg synes, kortet er så sødt, at jeg har gemt det fra første forsendelse også. De hænger nu begge på den mit lille korkhus.


Der er ikke noget som at læse i nye sybøger og planlægge, hvad der skal sys på barslen, og efter babybump er poppet. Børnene var ikke hjemme, så det var fred og ro med påskeæg og kaffe.


God dag :-)

tirsdag den 17. marts 2015

Pindene gløder

Jeg har været ret flittig med pindene på det sidste. Da tv-serien Arvingerne startede igen efter jul, fik jeg øje på Gros poncho og tænkte, at den godt nok var smart! I know, den var også med i sidste sæson, men jeg ER bare ikke en first mover!

Og det fik jeg bekræftet, for mens jeg overvejede, hvordan den kunne laves, og om jeg mon var så heldig, at der var nogen, der havde fået den samme ide som mig, fandt jeg jo et hav af strikkede versioner på nettet, OG en opskrift på Ravelry.

Jeg skyndte mig ned til den lokale garnforretning. Hun havde ikke helt den nuance, jeg gik efter, men jeg kunne simpelthen ikke vente 3 uger på, at hun fik nyt garn hjem. Jeg måtte derfor gå på kompromis og tage en lidt lysere nuance. Det tog mig kun 4 uger at strikke den. Jeg havde faktisk forudset at den først ville være færdig til næste efterår - perfekt til gåtur med barnevogn. Men på pind 7 sprøjter det færdige arbejde jo bare frem.

Jeg er blevet rigtig glad for resultatet og synes egentlig også, den er ret fin til babybump. Den bliver skøn i foråret som overgangsovertøj.

Den er strikket i to tråde pladegarn og så let, at jeg næsten ikke mærker, jeg har den på. Jeg har ikke foldet halsen ned. Dels pga. monteringsdovenskab og dels fordi jeg godt kan lide, den går op af halsen og varmer.




Det er mit favorit ventetøj: leggins, lang skjorte og ponchoen.

God tirsdag til jer alle :-)

fredag den 13. marts 2015

Milles slapper-leo-bukser

Jeg købte noget leopard jaquard jersey hos Stofdepotet for en rum tid siden. Det var tiltænkt noget cardigan lignende til mig selv. Men det krympede desværre så meget i vask, at der var for lidt. Øv! Det fik derfor lov at ligge i skabet lidt, indtil jeg fandt et andet projekt at bruge det til.

Leopard mønsteret er også rigtig sødt til små piger, og derfor har Mille fået et par bukser i det, krydret med en mint-detalje på lommerne. Det er nogle super-nemme bukser - forstykke er ud i et og bagstykke er ud i et, og lommerne er snydelommer. Så brum brum, igennem overlockeren er de kørt.

Det er endnu et mønster fra Lines samling. Isa buksen. Mille elsker at have dem på, og de kan kun anbefales. 






Nu hvor jeg har skrevet en del om Line og hendes syskole på det sidste, vil jeg skynde mig at skrive, at det er ikke noget jeg bliver betalt for eller på andre måder kompenseret. Det er ren og skær begejstring over hendes måde at undervise på og hendes mønstre. Det er faktisk med så meget begejstring, at jeg har tilmeldt mig det Fredagsfix, hun afholder i Odense i slutningen af Maj. Der er min barsel lige startet, og jeg kan nå at få tanket op på sykontoen, inden der sikkert går noget tid inden jeg kommer afsted igen.

Men der er lige et par måneder til endnu. Denne weekend skal jeg på kærestetur til Hamborg med min mand. Jeg har aldrig været der før. Er der nogle kreative steder der kan anbefales?

Jeg håber du får en dejlig weekend :-)

mandag den 9. marts 2015

Zebra sweat

Jeg har syet endnu en bluse ud fra raglan mønsteret fra Marapytta. Med snake-modellen fandt jeg ud af, at det er en dejlig løs bluse i en længde, der er god til en gravid mave.

Jeg har købt Zebrastoffet hos Stofdepotet. Jeg blev inspireret af en kollega, der har en lignende bluse, hvor raglansømmene er syet i sort med coverlock, så de ligger udenpå. Det er en skøn detalje, der giver blusen et mere råt look. Jeg forsøgte at efterligne det ved at sy overlocker-sømmen vrang mod vrang, og stikke den fast, som jeg har gjort på en bluse til Mille. Men det blev ikke godt, så blusen blev sprættet op igen.

Nu er den syet sammen på traditionel vis, og jeg er super glad for den :-) Den kan stadig lige dække min mave, så den bliver brugt rigtig flittigt.


Jeg beklager de dårlige billeder af blusen på. Kombinationen af det mørke vejr og en mand, der ikke er lige så vild med alt det fotograferen af mine kreationer, som mig, giver bare ikke de bedste billeder. Jeg må snart have oplært børnene til at tage billeder!



Babybumb uge15
Babybump uge 21

Det er da vist ikke kun babybump, der er blevet større...

God mandag :-)

fredag den 6. marts 2015

Guld vest

En vest er kørt gennem maskinen. Det er endnu en Marapytta-model. Jeg fik lov at bruge den sidste time på Marapytta kurset til at tegne et par mønstre af, så jeg kan muntre mig med Lines modeller i løbet af foråret :-)

Stoffet til vesten har jeg haft liggende et stykke tid. Det sprang op i mine arme fra en restekasse i en stofforretning i Skanderborg. Det er perfekt til en vest. Dog fungerer stoffet ikke til at lave den traditionelle Marapytta-vest med flæse. Det er derfor blevet en helt almindelig vest med for-quiltet kunstskind og Liberty som foer og kantbånd.



Vesten er foræret til en nabopige, der fyldte seks år forleden. Moren skulle lige forhøre sig, om det var tøj jeg solgte af, siden der var skilt i nakken. Nej, det er bare fordi det giver en flot finish!

Jeg har lige fået en ny pakke mærker hjem fra Scannex magen til den forrige pakke. Det fungerer rigtig godt med de blandede farver. Så kan der stort set altid findes et mærke, der matcher.

God weekend til jer alle :-)

tirsdag den 3. marts 2015

Frisk fra pindene...

... har Mille fået en ny cardigan. Den har kun været undervejs i 1 år... Og selvfølgelig har den bare ventet på at få strikket ribkanten på de sidste 6 måneder. Hvorfor sker det gang på gang? Måske er jeg bare en bedre starter, end afslutter. Hvad er du, starter eller afslutter?

Mille blev rigtig glad for cardiganen og heldigvis kan hun stadig passe den. Opskriften er fra Børnestrik på pinde 3 1/2 - 4 af Lene Holme Samsøe. Det er en bog med rigtig meget fint strik både til drenge og piger. Mads har fået den her vest derfra. Den lod også vente på sig, sjovt nok fordi den manglede at få strikket ribben i halsen.

Garnet er fra Hanne Falkenberg og knapperne har jeg fundet i min mors knap-kasse. Det er fedt med sådan en samlesammen kasse, hvor der er knapper tilbage fra, tja for lang tid siden!

Jeg har lidt udfordringer med redigering af mine billeder. Når jeg trykker på forbedringer, kommer der sådan en mærkelig skygge ind over. Nu har jeg forsøgt at rette op på det ene billede, men det blev det faktisk bare værre af... Jeg håber ikke det virker forstyrende for dig.

God tirsdag aften :-)

1. udgave

2. udgave



Mor, tag lige et billede hvor jeg drejer rundt.

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...