fredag den 30. august 2013

Klar parat cykeltur

Før sommerferien havde jeg en klar forventning om, at børnene ville lære at køre på deres løbecykler i løbet af ferien, hvor vi havde maaaaasser af tid til øve. Men efter sommerferien havde de stadig ikke vist nogen særlig interesse for cyklerne.
 
I går satte Mille sig pludselig på cyklen, bad om at få sin hjelm på, og cyklede rundt i haven - helt alene. Der fik jeg da lige store øjne. Er det noget hun har øvet uden cykel, eller hvordan søren er det da sket?! Muligvis et produkt af børnehave.


Modellen er noget stor. Men hun sidder da bare på stangen, så hun kan nå jorden.


Brormand vil rigtig gerne hjælpe til. Det gør vist lidt besværligt, men han er bare SÅ hjælpsom. Når hun skal have cyklen op at stå, kommer han sprintende for at gøre det for hende og holder den til hun sidder på den. Han bliver da vist en rigtig gentleman :-)


Det har dog ikke givet Mads blod på tanden til at øve sig på sin endnu. Så han hopper ud fra rutschebanen i stedet.



Ha en rigtig dejlig fredag :-)

onsdag den 28. august 2013

En ny familie

Jeg har udvidet ideen med krammedukkerne, som der har sviret mange steder i blogland. Min søn ville også gerne have en krammedukke, da søsteren fik en. Så det fik kan selvfølgelig. Men sådan at give en krammedukke til en babydreng i barselsgave er jeg ikke sikker på ville falde så godt i forældrenes smag.

Derfor fik jeg ideen til krammerobotter, da jeg faldt over stoffet i Stof og Stil. Jeg har allerede præsenteret ideen her, men jeg synes, de fortjener deres eget indlæg.

Jeg har syet en lille familie med bånd og elastikker.
 
 
 
Nu kan der bare komme nye drengebørn i familien og omgangskredsen. Jeg er klar :-)
 
Ha en dejlig onsdag.

mandag den 26. august 2013

Weekend i det muntre køken

Vi har haft en herlig weekend uden mange planer. Vi har haft besøg af venner og gode legekammerater, og jeg har fået lavet diverse snacks til ugens komme. Nu er jeg ikke den mest ivrige kok, min mand vil nok mene at det er årets underdrivelse, men lørdag formiddag tog det mig pludselig. Boller, 2 slags mandler og squash kage blev det til. Børnene var meget ivrige for at deltage, hjælpe og smage undervejs. Men med 4 så nysgerrige hænder, blev jeg helt stresset og måtte sætte dem igang med en nogle lege.
 
Og så får jeg tanken om jeg er en dårlig mor, fordi jeg ikke lige involverer børnene i madlavningen. Men ærlig talt kan jeg ikke lige overskue de små hænder i nærheden af røremaskinen og det varme komfur.
 
Hvornår begyndte du at have dine børn med i madlavningen?
 
Her er et par billeder fra weekendens hygge og afslapning, og kokkereren.
 
Jeg passer da lige i bamses seng

Guitaren er bare det mest populære legetøj lige nu

Boller til den kommende uge

Lakridsmandler in the making

Saltmandler in the making
Ha en rigtig dejlig mandag eftermiddag og aften :-)

fredag den 23. august 2013

Hængekurve

Jeg har hæklet et par hængekurve i 2 farver. Der er en til hver af børnene, så de har et personligt sted til deres huer, hatte og handsker, når vi når til det.

Opskriften er fundet her og her, og garnet er fra Stof og Stil.



 
De klæ'r Hang it all rigtig godt, men den hænger ikke i børnehøjde, så jeg skal have fundet en anden god løsning til nogle knage. Har du et forslag til hvad det kunne være?

Det må gerne matche Hang it all og den fine plakat, som jeg vandt hos Maries Fabrik fra Vissevasse.

Ha en rigtig god weekend.

onsdag den 21. august 2013

Gul

Jeg er igang med forberedelserne til at sy børnenes efterårsgarderobe. Efter Mads er blevet ble-fri skal der en stor bunke jerseybluser til.
En gennemgående farve i det tøj, jeg planlægger at sy, er gul. Kender I det, at når I arbejder med en bestemt farve, ser I den overalt?
Gul har aldrig været min farve, men pludselig går den igen både inde og ude, i børnenes tøj, og mit fodtøj - et lille udsalgskup.

Med forhåbning om sommerens tilbagekomst vil jeg sprede den gule farve ud i blogland i dag.

 
 






Ha en dejlig dag :-)






mandag den 19. august 2013

#4 Babysmækbuks

Endnu et skud på stammen er kommet til i min familie. Det er igen en kusine, der er nedkommet. Dette skud er dog en meget yndig pige.

Barselsgaven består selvfølgelig af et par babysmækbukser. Denne gang er de i blomstret bomuld fra stof og stil med rosa foer. Jeg fandt en matchende bodystocking fra Noa Noa, hvor den gule kant matcher blomsterne på bukserne perfekt. Den lille kramme/sansedukke har en klokke i og forskellige bånd og elastikker.




 
Da de bor i Århus, har jeg sendt pakken afsted med posten. Jeg glæder mig til at dikke dikke til næste familie arrangement. Indtil da er jeg bare glad for facebook, hvor der bliver vist rigtig mange søde billeder af lille Kaja. Hvor er det heldigt med de sociale medier :-)
 
Udover at sende pakker afsted, har det været en yderst musikalsk weekend med koncert og fest både fredag og lørdag. Så for at være helt ærlig er jeg lidt træt i dag, og kunne godt have brugt en enkelt weekend-dag mere til at komme ovenpå.
 
Ha en rigtig god mandag :-)






torsdag den 15. august 2013

Kvinder KAN bakke med trailer!

Jeg har simpelhen overgået mig selv og kan slet ikke få armene ned!

I ferien kørte jeg en smut 300 km nordpå op til mine forældre med en trailer efter mig. Jeg skulle op og hente nogle møbler, der var blevet nøje udvalgt til at få plads i vores hjem. Da min mand højst sandsynligt ikke ville være hjemme, når jeg kom tilbage, måtte jeg lige lære at bakke ind i indkørslen, inden jeg tog afsted. Én prøve-bakning og afsted det gik.

Jeg fik fyldt trailer og bil, og drog sydover igen. Det indebar 3 gange bakning med trailer og endda 3  succesfulde bakninger med trailer. Derfor tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne køre forbi IKEA på vejen. Og ikke om det også gik helt perfekt. Jo jo!

Da jeg kom hjem, var mand og svigerfar der, og jeg bakkede ind i indkørslen, under skarp overvågning. Og ros fik jeg :-) Jeg er så stolt, og ved enhver given lejlighed må jeg dele min nye kundskab. Så værs'go - I skulle da også lige have den med :-)

Et af de møbler, der blev bragt med hjem, er den lille kommode, der danner bunden af vores billedvæg. Den har oprindeligt stået i min farmor og farfars udestue - kaldet hanehuset. Nu stod den i et sommerhus, som er til salg. Kommoden ville komme til at indgå i handlen ved salg, og det kunne jeg ikke lade ske. Jeg var så heldig, at jeg fik den af min søde tante og onkel efter at have spurgt pænt.




Da det nye Boligmagasinet dumper ind af brevsprækken, ser jeg, at min kommode er i. Altså ikke min, men en magen til.

 
Og at gå fra ikke at vide noget om den til, at det er en designer kommode designet af en Kai Kristensen, er da et udemærket fund.
 
Nu har jeg en kommode fra begge sider af min familie i mit hjem. Min mormors pigekommode lavet af overskudskasser fra Sønderborg Margarinefabrik og en designer-kommode fra min farmor og farfar hjem. Meget beskrivende for de to familier jeg er sammensat af - en købmandsfamilie og en direktørfamilie. Og tænkt engang så kan denne sammensætning bakke med trailer - om hjørner :-)
 
Ha en dejlig dag :-)

tirsdag den 13. august 2013

1 års jubilæum som blogger

Min blog er rundet 1 år. Gennem dette år har jeg mest skrevet om og vist det børnetøj jeg har kreeret. Jeg har fået utrolig meget energi af at læse med hos jer andre, og mærke responsen jer, mine fantastiske læsere. Blogland er det dejligt sted at være :-)

Omkring bloggens 1 års fødselsdag fik jeg kastet mig ud i at sy til mig selv, og det blev endda succesfuldt. Så med tanke på min anden succes, Marapytta-jakke, skal det måske være et mål for det næste år; at sy mere til mig selv.

Jeg syede en maxikjole i jersey. Mønsteret er mit eget og stoffet fra Stof2000.


Men selv om det denne gang var ud fra mit eget mønster, er jeg nu stadig tilhænger af mønstre. Kan I anbefale nogle gode sybøger til voksne? Jeg går med tanker om en sweatshirtkjole i isoli med raglanærmer.

Jeg ønsker jer en dejlig tirsdag :-)

søndag den 11. august 2013

Indretning af entre og vundet give away

Hvad jeg har fundet ud af er, at en kvinde med skofonitis simpelthen ikke kan leve uden et helkropsspejl, så det har vi endelig fået op at hænge. 
Min mormors ungpige-kommode er også flyttet i entreen. Den har fået en overhaling med hvid maling og er blevet rigtig fin. Den har en lidt sjov historie for, selvom min familie kommer fra Djursland, er kommoden kommet hjem igen. Skufferne er nemlig lavet af kasser fra Sønderborg Margarinefabrik, som forlængst er nedlagt og revet ned. 
Over kommoden hænger en plakat, som jeg har vundet i en give away. Jeg var så heldig at vinde hos Maries Fabrik, som udloddede en plakat fra Vissevasse.




Jeg kunne frit vælge og valget faldt på Dronning Louises Bro. Et københavner motiv med nogle lækre douch farver.



Vores "hang-it-all" har også fået en plads.





Så nu kan jeg sige tjek til endnu et rum :-)

Ha en dejlig søndag, som vist mest er til indendørsaktivitet

fredag den 9. august 2013

#3 Babysmækbuks

I sommerferien var vi på barselsbesøg hos min kusine. Og selvfølgelig skulle den nyfødte dreng have lidt fra Kahr Kreation og storesøsteren en storesøsterkjole.

Det betød, at jeg fik lidt kvalitetstid ved maskinen i løbet af ferien. Skøøøønt!



Den nyfødte Emil fik et par babysmækbukser og en kramme/sanserobot a la dukkerne. Den stolte storesøster fik en vingekjole i matchende farver.

Nu er jeg ved at være i ved enden af første arbejdsuge. Og det bliver skønt at få weekend - uden planer.

Ha en rigtig dejlig fredag :-)

onsdag den 7. august 2013

Proces til en billedvæg

I ferien er vi kommet mere på plads i huset.

Vi har blandt andet hængt en billedvæg op inde i stuen. Den har været på vej længe, hvor jeg har fundet de rigtige tryk, tegnet lidt selv og kigget i billeder.





Jeg har en svaghed for neonkoral
 



Tryk af en guldsmed fra Myminmy
Koleidobakke fra Hay

Mine puder med neonpiping
Der var et større forberedelsesarbejde og opmåling, som jeg blev inpireret til hos Kirkesjov.


Finde den rette opstilling og formation

Tegne rammerne af på et stort stykke papir og hænge det op på væggen
 
Finde punktet hvor sømmet skulle sidde ift. rammen og markere det, så det gik igennem papiret


Nu hænger den der, og det er bare blevet fuldstændig, som jeg forestillede mig - jeg er SÅ glad :-) Takket være min meget veholdende, præcise og detaljeorienterede husbond!

tirsdag den 6. august 2013

Sommerferie i billeder

Ferien har vi tilbragt i Danmark og den har givet os tid til ...


... sejltur


... masser af ture strand

... historielæsning og hygge

... smuk solnedgang og hygge med mormor og morfar

... afslapning

... at lære nyt - agurk kan bruges af mangel på citron i GT - vidste du det?

... den årlige ringriderfest

... musik

... den store morgenmad

... hjemmeavl

... at nyde hjemmeavlen

... besøg af legekammerater

... leg - her som ismand

Rigtig god ferie til dem der stadig har, og god arbejdslyst til dem der er tilbage i hverdagen :-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...