tirsdag den 29. januar 2013

#1 Byt en Lap - Klippe lapper

Jeg har fået klippet en stak lapper ud fra mit store stoflager. I samme anledning fik jeg indviet det skæreunderlag, jeg fik i julegave. Hvor er det bare meget nemmere med sådan et.
 

Det har grebet om sig med at finde bytte makkere, så jeg er nu på 3 gange bytte makkere. Det vil sige, at jeg har klippet 90 lapper.

Så nu glæder jeg mig til at få dem sendt afsted og modtage 90 lapper. Hvis du vil se, hvem jeg bytter, så klik her

mandag den 28. januar 2013

Weekend i sneen

I weekenden var vi "på landet" med have og en masse sne at boltre sig i.

Der var dog lidt blandede følelser for sneen. Mille syntes det var koldt og træls og ville helst være i armene på en voksen. Mads ELSKER at være udenfor og udforske uanset hvilket ansigt vejret viser.









Så mens Mads og farfar tog på opdagelse i nabolaget, hyggede Mille sig under dynen med en god Pixi bog og musen. Var der nogen der sagde at der er forskel på drenge og piger?



Mads kom modvilligt ind med de dejligste røde kinder.



Lørdag aften fejrede vi farmors fødselsdag. Børnene kom i stastøjet og hyggede sig rigtig meget.





Hvordan brugte du de sidste dage med frost og sne?

fredag den 25. januar 2013

Blogleg - byt en lap

Efter at have set en masse være med i bloglegen, byt en lap - lap et tæppe, er jeg også blevet fristet. Det er mit første patchworktæppe, men en gang skal jo være den første, så efter at have taget mod til mig er jeg klar :-)


Bournonville har lavet denne sjove blogleg, hvor man bytter lapper med 6 andre, og derefter laver et tæppe. Reglerne kan du fine her.

Min liste med bytte makkere ser således ud:

1. Dina Dehn Krea-mutti (modtaget)
2. Ellen Kathrine ...her en af dagene... (modtaget)
3. Jean Jeans finurligheder (modtaget)
4. Karen Elisabeth Arliana's - hverdagens små fornøjelser (modtaget)
5. Emilie Håndlavet karma (modtaget)
6. Mette Smallstar (modtaget)

7. Lise Savværksvej (modtaget)
8. Susan Annas mor blogger (modtaget)
9. Marlene Fru overbye sørensen (modtaget)
10. Sara Bournonville (modtaget)
11. Christina Carla og krudtuglen (modtaget)
12. Linda Boldreels kreative hjørne (modtaget)

13. Henriette Dottie (modtaget)
14. Laila Hyggemor (modtaget)
15. Jeanet Bodilsens verden (modtaget)
16. Trine Handmade by levinsen (modtaget)
17. Helle Glade tanker (modtaget)
18. Bodil 200 procent by bebe (modtaget)

19. Line Frk. Himmelblås hemmeligheder (Modtaget)
20. Tanja For enden af en blind vej (Modtaget)
21. Ketty Kettys blog (modtaget)
22. Nikoline Muslingens mor (modtaget)
23. Birgitte Elegant Elefant (modtaget)
24. Vera Made by Vera (modtaget)

Kh Line

tirsdag den 22. januar 2013

DIY Pandebånd

 
 
På opfordring vil jeg dele min hjemmelavede opskrift på pandebåndet, som jeg strikkede i sidste uge, med jer.
 
Du skal bruge
50 g uld, her er brugt Tundra fra BC garn
Pind 6, for et tæt og fast pandebånd brug en pind 1 nr mindre end angivet på garnet
Stoppenål
Målebånd
 
Der strikkes to dele: selve pandebåndet og en lille rektangel til at rynke pandebåndet sammen med ("knuden").  
 
 
Selve pandebåndet: slå 15 m op og strik perlestrik til pandebåndet måler din hovedstørrelse minus 7 cm. Perlestrik strikkes således * r, vr* gentag fra * til * pinden ud. På næste pind strikkes ligeledes * r, vr* gentag fra * til * pinden ud, således at det er forskudt med r over vr og vr over r. Når pandebåndet har en passende længde lukkes af. Lad en garnende på ca 30 cm blive, som kan bruges til at sy pandebåndet sammen med.
 
"Knuden": slå 7 m op og strik glatstrik til den måler 7 cm. Glatstrik vil sige at strikke vrang på hver anden pind og ret på hver anden pind. Luk af og lad en garnende på ca 10 cm blive.
 
Først sys pandebåndet sammen til en cirkel.
 
Herefter lukkes "knuden" til en cirkel om pandebåndet og sys sammen. Placer "knuden" over pandebåndets sammensyning, så den skjuler denne.
 
Så kan pandebåndet bruges både med knuden foran som en sløjfe, eller i nakken for at dække panden bedre.
 
Har du spørgsmål er du meget velkommen til at skrive, og strikker du et pandebånd efter denne DIY, vil jeg rigtig gerne se det.
 
God fornøjelse

Tur til Odense

Børnene og jeg havde en rigtig hyggelig tur til Odense i går, hvor vi besøgte min søster.

Jeg havde en gave med til søsteren - et grønt hjemmestrikket pandebånd i perlestrik. Det faldt i god jord, og kom som en overraskelse, for hun havde helt glemt at hun havde efterspurgt et sidste år. Nu håber jeg så bare, at det ikke er for stort, for sådan noget uld giver sig meget.

Det var drønkoldt, og turen ud i byen og i Munkemose blev lidt kortere end forventet, for børnene ville bare ikke have handsker på.

Jeg tog dog en hårrejsende tur ned af en lang rutschebane for at være det gode eksempel. Jeg havde bare ikke taget højde for, at det var ret glat der, hvor man landede. Så i stedet for at lande på fødderne og stå stille, kurede jeg afsted på fødderne 1 meter fremad. Jeg skal da lige love for, at mine skikundskaber blev taget i brug. Men sjovt var det, og for en god ordens skyld skulle jeg da lige prøve igen. Jeg nyder at være afsted med børnene og få lov til at leve min egen barnlighed ud.

Det blev ikke til så mange billeder, for jeg havde ikke lyst til at få mine hænder ud af lufferne. Men lidt skal I da lige se.


Hygge i mosters seng med iPad og Rasmus Klump

Pandebåndet in action på mit eget hoved

Improviseret legeplads i Brands passage

Ups - det er da vist lidt glat

Uf det sne er koldt!

Det er simpelthen for koldt det her!

Det er fedt, når der ikke skal så meget til, før at børnene finder noget at lege med. Her er det bare et område med lidt niveauforskelle, ingen biler og så går det bare løs.

Manden og jeg skal til Odense om 3 uger på kærestetur. Så efter at have indtaget byen i børnehøjde, glæder jeg mig til at indtage den i voksenhøjde :-)

mandag den 21. januar 2013

Flere timer i døgnet, tak!

Stof og Stil ligger på vejen mellem mit arbejde og dagplejemoren, og med 15 minutter inden lukketid hos dagplejen, kan man da godt nå ind og lynshoppe et stykke stof. Det blev dog umiddelbart til to stykker stof, 2 gange tittekant i brun og koralneon (ser helt orange ud på billedet) og et nøgle jerseystrimler. Og børnene blev hentet 3 minutter i lukketid.
 
 
 
Jeg er blevet inspireret af de fine opsyede dukker, jeg har set mange steder i blogland. Og med 3 babyer i vente i omgangskredsen til sommer, er der god anledning til at få produceret nogle. Det blå/grønne mønstrede stof skal blive til en sommerkjole til Mille. Jerseystrimlerne skal blive til en hængekurv og tittebåndet skal bl.a. bruges til sofapuder. Jeg er, som tidligere nævnt, blevet meget inspireret af ferm livings grafiske udtryk og kontrastfarver.
 
Men for at kunne lave den påtænkte sofapude mangler jeg stof i kontrastfarver. Så jeg måtte lige en smut i Stof2000 med en undskyldning om at skulle købe en tråd til et igangværende projekt. De har udsalg, og det er jo helt uimodståeligt for sådan en som mig. Så med hjem kom jersey med røde hjerter, og sort og hvid lagenlærred til en sofapude med koralneon tittekant.
 
 

Nu mangler jeg så bare lige lidt flere timer i døgnet. Men forhåbentlig kan kreaweekenden i starten af Marts få nogle af projekter til at komme til live

søndag den 20. januar 2013

Pandebånd

I dag skal jeg til Odense og besøge min søster i Odense. Børnene skal med, mens faren skal ud og vifte lidt med ørerne på egen hånd. Det skal jo også til engang i mellem.

For 2 år siden strikkede og hæklede jeg et sæt til min søster med halsrør, hue og luffer. Hun har været vildt glad for det, og har spurgt, om ikke jeg vil lave et pandebånd til hende. Og selvfølgelig vil jeg det. Jeg har set pandebånd mange steder i blogland og i butikkerne så det er blevet til et pandebånd i perlestrik med en "sløjfe".



Det er et dejligt nemt og hurtigt projekt. Nu håber jeg bare, at hun kan passe det og bliver glad for det.

lørdag den 19. januar 2013

Familien hjemmestrik på udflugt

I dag var sønnemand og jeg på udflugt ind til byen, mens farmand og millemus var hjemme og hygge i varmen.

Vi havde diverse ærinder og så måtte vi lige en smut på cafe, hvor man kan sidde på høje stole og kigge på alt det, der foregår ude på gågaden. Det var så drønhyggeligt, som vi sad der på hver vores stol, spiste vores bolle, drak vores kaffe/vand og holdt øje med hunde, børn og andre interessante ting og snakkede om det hele - store dreng!

Og så havde vi hver vores hjemmestrik på. Den er virkelig et hit til Mads, bortset fra at lusemønsteret giver en masse tråde ærmerne, vi er ved at finde ud af ikke at blive fanget i ved påklædning.







torsdag den 17. januar 2013

Pude på beding

Jeg har fundet garn frem til den valkede pude, jeg drømmer om at få lavet.

Som skrevet tidligere har jeg fundet en opskrift på en rund strikket pude, som jeg vil strikke større og så vaske. Og med en knap i midten kan den da kun pryde vores sofa.

For vi trænger virkelig til nye puder, hvis ikke hele puden, så ihverfald pudebetræk. Pudderne brugte jeg til at stable op omkring mig, da jeg ammede børnene. Det bliver de jo tit sådan nogle små nogle, så betrækket blev meget slidt.

Jeg har fundet garn i mine gemmer til den runde pude. Den bliver mange forskellige farver, og tænker at den kan være min inspiration til den videre farvesammensætning i stuen.

 
Jeg er blevet ret bidt af Ferm Livings forårskatalog, og har vist ubevidst ladet mig inspirere af deres grafiske puder. Måske det skal være inspirationen til farverne i vores stue.
 
Hvad er din inspiration til forårets indretning?

tirsdag den 15. januar 2013

Smukt og fredfyldt

Endelig faldt der sne igen. Jeg elsker sne og den fredfyldt hed og dyne-fornemmelse det giver. Alting foregår i et mere roligt tempo, lydene dæmpes og lyset vælter ind. Hvis bare det kunne holdes så klart, rent og blødt måtte vinteren godt fortsætte for min skyld.
 
Og så har jeg lige hørt at havet nu er 0 grader, så jeg skal snart ned i badeklubben. Dog først når saunaen har åbent - man er alligevel lidt et luksusdyr.
 
Jeg har leget lidt med lyset og skygger. Her kommer lidt billedspam af mine omgivelser.

Alssund i vinterpåklædning
 
Duftende hyacinth
 
Et skyggeselvportræt

Mine glashusbilleder i vintersol

God aften i det skønne vintervejr

mandag den 14. januar 2013

Hvornår er man voksen?

Kender I det, at når man observerer andre, og hvad de gør eller hvor de er i livet, tænker man; når jeg gør det eller når dertil så er jeg voksen. Sådan har jeg det i hvertfald. Da jeg gik i 5. og kiggede på dem der gik i 9. klasse tænkte jeg, at når jeg gik i 9. klasse så var jeg ung og moden. Og når jeg har kigget på dem, der ejer hus, har have og er veletableret, har jeg tænkt, at så er man voksen, velovervejet og moden.

Vores lejlighed er blevet sat tilsalg i dag, og jeg har været på nettet og kigge på den. Det er SÅ underligt at se den der i en salgsannonce, for det er jo vores sted. Jeg har en virkelig ambivalent følelse, for på den ene side glæder jeg mig vildt til at flytte i hus, få en have vi kan boltre os i og mere plads. Men på den anden side er lejligheden overskuelig, den ligger tæt på byen, og jeg ved hvad vi har der.

Jeg har ikke uploadet så mange billeder af vores hjem, for mit kamera er ikke det bedste, og billederne bliver altid meget mørke. Men nu hvor en professionel fotograf har været og tage billeder, er det en helt anden sag. Så her har I lidt fra stuen og udsigten.

 
Der er blevet ammet en del i den lille sofa
 
udsigt op af Alssund, som ikke er blevet nydt meget de sidste 2 år
Det var en meget grå og diset dag, men på billedet er der kommet blå himmel. Fantastisk med photoshop.

Jeg synes dog, det ser meget klinisk og opryddet ud. Men som jeg har vist før her, var der meget bag kameraet som ikke som med. Jeg tænker, at dem der kommer og kigger på den, får et chok over alle de ekstra ting, der er i lejligheden.

En ting er ihvertfald sikkert. Vi skal have noget mere farve ind i vores fremtidige hjem. Jeg er gået i arbejdsmode for at finde det helt perfekte til vægge, puder osv.

Så er man voksen når man flytter i hus? Det føles ikke helt sådan.

Hvornår tænker du, at man er voksen?

søndag den 13. januar 2013

Strikkekurven er tom

Blogger driller mig, så jeg har måttet rekonstruere dette indlæg.

Nu hvor jeg har fået færdiggjort mine seneste strikkeprojekter, som du kan se her og her, går i overvejelser om hvad det næste projekt skal være. I dag har jeg haft mit garnlager pakket ud. Og blev faktisk helt svedt over det kæmpe lager, planlagte og glemte projekter, som jeg har garn til.


Jeg har helt utrolig meget ren ny uld, da jeg havde en svaghed for valkede ting for et par år siden. Jeg må virkelig have noget mere gang i pindene, så alt dette garn kan omsættes til noget lækkert bla. til vores nye hus.

Jeg har set mig varm på en valket rund pude, som jeg så et sneak peak af hos Stine. Desværre kommer den først i et blad om nogle måneder. Og så er gode råd dyre. Jeg er dog så heldig at jeg har fundet en opskrift på en rund pude, som jeg så lige skal have omskrevet til størrelse valket pude.

Jeg har også et projekt på beding, som skal blive en basker hue til Mille. Og så kom  jeg til at købe noget lækkert gult garn for lidt tid siden som skal blive en cardigan til mig selv. På pind 5!

 
Så der bliver projekter nok at lægge i strikkekurven i stuen. Jeg har fået den af min mor, som brugte den til hendes strikketøj under hendes strikkekarriere. Nu hygger den i mit kreahjørne i stuen.
 
 
Jeg ender nok med at tage hul på alle de ovennævnte projekter på samme tid. Jeg kan godt lidt at have lidt at veksle mellem. Kender du det?

God søndag til jer alle :-)

fredag den 11. januar 2013

Navneguirlander på børneværelset

Da børnene blev 2 år i November, havde jeg blandet andet lavet en navneguirlande til dem hver, som de fik. Det kan du læse mere om her.
De er endelig blevet hængt op. 
 
 
 
De ved, at det er deres navne der står der, eller at den over Mads' seng ihvertfald hedder Massshh, og den over Milles seng hedder Mille (eller Masssshh hvis vi spørger Mads).
 
Det er faktisk lidt sjovt med de navne, for Mads kan efterhånden sige rigtig mange ord, men nægter pure at sige Mille, mor og farmor. Han kan i stedet sige bla. Henrik (farbror), mælk og spise. Når jeg spørger om han kan sige mor, siger han enten Henrik eller momo (mormor). Det er til stor morskab for farmand, hvis navn (baah) Mads har sagt længe. Lille Bandit!

onsdag den 9. januar 2013

Udsalget har fået taget i mig

Jeg tænkte at i år ville jeg gå strategisk og fornuftigt til værks inden udsalget startede. Jeg udså mig mine ønsker inden udsalget, skrev det ned i min lille notesblok og holdt øje med hvornår de startede udsalg de forskellige stedet.

Jeg har en mani med at glemme, hvad jeg går efter og blive forblændet af de gode tilbud. Men denne gang er det lykkes mig at holde mig til listen. Ihvertfald indtil videre...

Det er blevet til
Silkebluse fra Margit Brandt

En ulden kjole med læderdetaljer fra InWear


En silkebluse fra Stella Nova

Nu venter jeg bare på at postmanden lægger sin vej forbi mig. Har du fundet noget godt på udsalg?

tirsdag den 8. januar 2013

Oprydning for fotografens linse

I dag har vi haft besøg af en fotograf, der har taget billeder til salgsannoncen på vores lejlighed. Og sikke nogle fine billeder han fik taget. Men hvordan så det så ud bag kameraets linse?

Total kaos i stuen!
 
Måske kan I ane fotografen bag tremmesengen. Efter billedet af værelset var taget, stillede vi alle børneting derind. Lejligheden kom til at se totalt renset ud for børn på hans billeder, bortset fra en enkelt børneseng og et lille børnehjørne.
 
Børnehjørnet i stuen så således ud på billederne. Det er så fint og rydeligt, men kun en brøkdel af deres legeting.
 
 
Nu glæder jeg mig bare endnu mere til, at vi får flere kvadratmeter, som vi kan boltre os på. Børnene har fået et ikea-børnekøkken i julegave, som skal samles og stilles op, når vi er flyttet. Det bliver bare SÅ dejligt at der bliver nem adgang til alt deres legetøj og en have!

mandag den 7. januar 2013

Lykken er

når den daglige rutine fungerer, og det giver overskud at være en familie. Tør jeg fortælle, at vi nu har haft to aftenmåltider uden det store bøvl, gråd og ikke-spisende børn?! Eller jinxer jeg det så... Efter en jul hvor sygdom var overskriften, og børnene næsten udelukkende levede af mælk, har de nu fået appetitten tilbage, og vi har rigtig hygget under aftenmåltidet. Det kan virkelig være noget af en udfordring med tvillinger i trodsalderen. De har deres helt egen indstilling til, hvordan tingene skal foregå.

I dag fik vi det store hit Pizza på sten, hvor vi selv laver dejen og saucen. Vi laver en stor portion dej og sauce engang imellem og fryser det ned i portioner. Det er bare så dejlig nemt og mums den er lækker sprød.

Jeg havde dog lidt af en udfordring, da dejen skulle rulles ud. Kagerullen manglede. Bum. Jeg kunne huske at Mads havde fat i den for et par dage siden, men hvad skete der så? Han ved ikke lige hvad en kagerulle er, og at skulle fortælle hvad der er sket for et par dage siden, er han ikke helt gammel nok til. Så jeg måtte ned på knæ og kigge ind under alle møbler, men der var ingen kagerulle at finde. Så er det godt at have en god nabo, hvor man låne.

Manden min endte dog med at finde kagerullen inde under vores seng.

Jeg fik desværre ikke taget et billede af den lækre pizza, så det må I have tilgode til næste gang. Så skal jeg nok tage et billede.

I stedet vil jeg dele året julekortbillede af børnene, hvor de også ligner englebørn. Men det skal man ikke snydes af, de kan være en ordentlig mundfuld de to spilopper. Men nogle skønlinge er de!


Mads' cardigan har jeg strikket, og Milles busseronne (staves det mon sådan) har min mor strikket til mig i 1978. Vi vidste ikke de skulle have taget billeder den dag i legestuen. Men hvor er det hyggeligt at de netop har det strik på :-)

søndag den 6. januar 2013

Misse Møhe strik

Det er lykkes mig at færdiggøre endnu et projekt fra strikkepindene. En poncho på pind 3 med snoninger. Jeg er faktisk blevet mere tilfreds med den end hvad jeg troede jeg ville blive.


Det er meningen, at der skal strikkes et bælte og sættes igennem hullerne. Men tildels er min tålmodighed opbrugt, hvis jeg skal nå at få den i brug inden foråret banker på, og så har jeg også et fint smalt sort læder bælte jeg synes er finere.

I får også lige et billede, hvor den er på. Jeg undskylder den trætte, blege influenzaramte model.


Den er blevet kortere end på billedet i opskriften, men det gør den faktisk også lettere at se på. Da jeg spurgte hvad Manden min syntes om den, sagde han at jeg lignede Misse Møhe... Hmmm er det mon et kompliment?!?

Jeg overvejer om jeg skal strikke en rullekrave på. Eller bliver den så for bombastisk? Hvad synes du?

Men nu er det altså slut med strikkeprojekter på mindre end pind 5. Det tager bare for lang tid!

Det anden færdigstrikkede projekt - sweater til drengebarnet - viste sig, at være for lille i halsgullet. Så det var en umulighed at få den ned over hovedet. Derfor er det nu strikket om og han kan få den på.

Jeg fik overtalt dem begge til at tage dem på for en - meget - kort stund i morges.

Sutten er min bedste ven!
 
Smiiiiiiil
Mads ender med at kunne passe sin i løbet af vinteren - foråret, hvor Milles vist først kommer i brug til næste år. Hun er bare en bette jen.
 
God søndag :-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...