tirsdag den 22. januar 2013

DIY Pandebånd

 
 
På opfordring vil jeg dele min hjemmelavede opskrift på pandebåndet, som jeg strikkede i sidste uge, med jer.
 
Du skal bruge
50 g uld, her er brugt Tundra fra BC garn
Pind 6, for et tæt og fast pandebånd brug en pind 1 nr mindre end angivet på garnet
Stoppenål
Målebånd
 
Der strikkes to dele: selve pandebåndet og en lille rektangel til at rynke pandebåndet sammen med ("knuden").  
 
 
Selve pandebåndet: slå 15 m op og strik perlestrik til pandebåndet måler din hovedstørrelse minus 7 cm. Perlestrik strikkes således * r, vr* gentag fra * til * pinden ud. På næste pind strikkes ligeledes * r, vr* gentag fra * til * pinden ud, således at det er forskudt med r over vr og vr over r. Når pandebåndet har en passende længde lukkes af. Lad en garnende på ca 30 cm blive, som kan bruges til at sy pandebåndet sammen med.
 
"Knuden": slå 7 m op og strik glatstrik til den måler 7 cm. Glatstrik vil sige at strikke vrang på hver anden pind og ret på hver anden pind. Luk af og lad en garnende på ca 10 cm blive.
 
Først sys pandebåndet sammen til en cirkel.
 
Herefter lukkes "knuden" til en cirkel om pandebåndet og sys sammen. Placer "knuden" over pandebåndets sammensyning, så den skjuler denne.
 
Så kan pandebåndet bruges både med knuden foran som en sløjfe, eller i nakken for at dække panden bedre.
 
Har du spørgsmål er du meget velkommen til at skrive, og strikker du et pandebånd efter denne DIY, vil jeg rigtig gerne se det.
 
God fornøjelse

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...