fredag den 31. maj 2013

Sidste chance for at deltage i min forårsgiveaway

Jeg har valgt at udsætte trækningen af en vinder til på søndag den 2., da vi står i kæmpe flyttekaos i morgen. Så du kan stadig nå at deltage i min igangværende giveaway her.
 
Du kan vinde det nyeste Ottobre Blad og en meter af det lækre Chevron stof fra Stof & Stuff. 
 
 

Ha en dejlig fredag :-)

onsdag den 29. maj 2013

Lidt nyt til mor'en

Endelig kom postmanden med noget til MIG og kun mig. Sybøger med børnemønstre kan da ikke kategoriseres som noget til mig, vel?

Jeg har fået en skøn sommerkjole fra Danefæ af.... MIG :-) Jeg har drømt om en kjole i dette snit, og var gået så langt i overvejelserne som til at sy en selv. Men der er jeg bare ikke helt nået til endnu. Og da jeg fandt et sted med 20% rabat, kunne jeg simpelthen ikke dy mig.



Den er mørkeblå med grønne bomber og et skrig koral neon bindebånd. Der er sus i skørtet og det elsker jeg. At den ikke er nedringet, gør den yderst velegnet til arbejde. Jeg synes også, neon touchet med bæltet er ret fedt. Hvad angår mærket i udskæringen, er jeg ikke helt afklaret med.

Jeg synes, det er lige flashende nok, og i princippet nægter jeg at fremvise et brand så tydeligt. Jeg nægter for eksempel pure at købe t-shirts, hvor logoet eller navnet fra firmaet præger hele fronten. Det er da noget, jeg vil have penge for at gå i. Så jeg er i kraftige overvejelser om at pille mærket af. Jeg er dog selv ret vild med at pryde mine egne kreationer med mine mærker. Var der nogen der sagde dobbeltmoralsk?! Men de sidder i det mindste ikke på fronten...

Nu håber jeg bare, at sommeren snart brænder igennem, så jeg kan få den på og spinde rundt som en lille pige i en fin kjole.

Ha en dejlig onsdag aften :-)

mandag den 27. maj 2013

Babysmækbuks #2

Endnu et par smækbukser har set dagens lys. Jeg har udvidet sortimentet med en savlesmæk med pindsvin på. Sættet er allerede foræret væk til den lækreste lille Johannes. Åh, jeg er helt solgt, når jeg står med en lækker lille 4 måneders baby i favnen.



Bukserne er af babyfløjl fra stof og stil, og hjemme-betrukket knapper.


Med gråt indlæg og kantbånd.


Jeg fandt denne DIY og har ændret på den endelige model ift. behov. Stoffet er jersey fra Stof 2000. Den er lavet af 3 lag med vådliggerlagen i midten og zig-zagget rundt i kanten.



Som jeg sidder og syr, går det pludselig om for mig at negle og stof matcher perfekt :-) Lakken er fra Essie og en del af deres sommerfarver.



Og selvfølgelig med et af mine mærker fra Scannex. Det er bare SÅ fedt med alle de forskellige farver.



Ha en dejlig mandag :-)

lørdag den 25. maj 2013

Familiedåbskjole #2

Jeg har nu fået taget hul på donten - broderi af navn på dåbskjole.

Jeg har besluttet mig for at øve mig lidt. For det første jeg har fundet den skrifttype, jeg gerne vil bruge. Den skal jeg nu øve og øve og øve mig i af skrive.

Jeg har fundet noget SG broderigarn til at øve mig med på et stykke lærred.


Mads' data er tegnet over med tryllepenen, og jeg er kommet i gang. Det ser da egentlig ret godt ud.



Nu er min næste udfordring, hvordan jeg får teksten over på dåbskjolen. Der er ingen mulighed for at se gennem stoffet. En ting er ihvertfald sikker, det kræver en rolig hånd.

Måske den endelige dåbskjole-broderen skal være, mens manden min er til koncert i aften. Brian Adams under åben himmel - jeg krydser fingre for tørvejr.

Ha en rigtig dejlig lørdag :-)

torsdag den 23. maj 2013

Husk min forårsgiveaway

I samarbejde med Stof & Stuff udlodder jeg det nyeste Ottobre blad og en meter af det skønne Chevron stof, der kan ses på forsiden af bladet. Der er frit valg mellem de Chevron stoffer, Stof & Stuff har på hylderne. De kan ses her.



Skynd dig at melde dig til min giveaway her.

tirsdag den 21. maj 2013

Familiedåbskjolen

Vi har en utrolig elegant dåbskjole fra min fars familie. Den er lavet af fed silke, har en meget porøs krave og smock på ærmer og i livet. Den har haft i alt 13 børn i sig siden 1948, og der er 2 mere på vej.

Pt. ligger den i en skuffe hos os, da det er Mille, der har haft den på sidst. Det var i februar 2011, altså lidt over 2 år siden. Jeg har haft den fremme flere gange og kigget på den, og nu er det ved at være tid til at sende den videre til det næste dåbsbarn.





Der er en rigtig hyggelig tradition om at navn og dato på dåbsbarnet bliver broderet i bunden af kjolen. Det er blevet broderet i hånden af stort set alle mødrene, og den tradition vil jeg gerne fortsætte. Og det er da også oplagt når nu jeg er så kreativ - ville min mor sige. Jeg vil sige at jeg også selv har en forventning om at det må jeg da kunne klare.


Men jeg synes bare, det er så utrolig uoverskueligt. For det skal jo gøres ordentlig, og det med frihåndsbroderi har jeg ikke den store erfaring i.

Jeg har kigget lidt på nettet efter inspiration og hjælp.

Det har i første omgang ledt mig til, hvad jeg mangler af udstyr... Ja ja lidt svinkeærinder må man vel godt ha. Så jeg har købt et broderikit med broderiramme, en nål og en pen, der forsvinder igen over tid. Så kan jeg skrive navnene og brodere ovenpå uden at tråden tager farve.



Tjek, så er jeg klar!

Nu ligger det hele foran mig, og jeg ved slet ikke, hvordan jeg skal gribe det an. Jeg er tæt på at hive hår ud af hovedet af uoverskuelighed. Men jeg har sat mig for, at jeg vil komme i gang, inden vi flytter.

Så nu må jeg til at udtænke en plan.

Har du nogle gode råd?

mandag den 20. maj 2013

Pinse

Pinsen har været med og uden planer. Vi har været en spontan tur ved mine forældre og var så heldige, at det var i den nordlige del af landet, der var dejlig sommer og sol i lørdags. Mads fik en spand at kaste sten i, og så var hans lykke gjort. Mille fandt blomster i græsplænen.





I går var vi i en helt utrolig hyggelig skov på Djursland, eller en launing, hvor der var grill, bænke og lejrbålsstemning.

Børnene syntes, det var herligt at gå på opdagelse og nusse med fætter og kusine.






I dag skal vi ingenting! Ihvertfald ikke noget planlagt. Jeg har dog et lille håb om at få lidt tid ved maskinen.

Nyd 2. pinsedagen :-)

onsdag den 15. maj 2013

Baby smækbuks

Efter en travl periode med alt andet end det kreative er der endelig kommet lidt krudt i maskineriet igen.

Jeg prøver at få opbygget et barselsgave-lager inden den store flytning.

Det er blevet til et par søde smækbukser med skønne detaljer.


Har syet skråbånd i ærmelukningen.


Knapperne er betrukket med det samme stof som buksedragten er af


Jeg er ret tilfreds med modellen. Den er fra et Hendes Verden, hvor de havde en række mønstre fra Minikrea for et par år siden. Den er syet i babyfløjl fra Stof2000. Nu er jeg på udkig efter noget drenget babyfløjl.

Ha en dejlig dag i det skønne vejr.

mandag den 13. maj 2013

Kr. Himmelfart

Ungerne og jeg har været på besøg hos mine forældre i  Mariager i den forlængede weekend. Det har været rigtig hyggeligt at være hjemme på de vante brosten og nyde en is hos vaffelbageren på torvet.

Vi har hygget os med vand, sten og is, udover dejlig samvær med mine forældre og moster, men farmand havde lidt alene opladningstid derhjemme.


Man er vel barnebarn af en gardner


Næsten ingen pletter på tøjet, men næsten en hel kugle om munden

Mads fik vendt ALLE sten på vores gåture og slæbte dem rundt

Morfars russer hat var et kæmpehit og ikke til at få af igen
Lørdag kørte vi hjem igen, da vi havde en middagsaftale. Her oplevede vi noget rigtig fedt - at vi kunne putte børnene på en sofa og have tid til voksensnak.

Ha en rigtig dejlig mandag - forhåbentlig godt opladet efter en forlænget weekend. Hvor er foråret skønt med alle de helligdage :-)

tirsdag den 7. maj 2013

Weekend i billeder

Vi har rigtig nyde weekendens skønne vejr og sommertøjet blev taget frem. Mille var dog ikke helt med på model-poses - hun stak af i stedet...
 
Hun kan nu passe vesten, hun fik i julegave, og det skønne sommertøj jeg fik startet på kreaweekenden.
 


Mads ville rigtig gerne stille op til modelfoto - seje trucker knægt.

 
Båden blev luftet. Dog kun med Mille ombord og hun var helt vild med at være styrmand. Mads skal lige se båden lidt mere an, inden han kommer med på havnerundfart.
 




Sidst men ikke mindst er rundstykker med rejeost det helt store hit. Det blev til frk. fip-oste-skæg og hr. moustache-oste-skæg. 
 

Ha en dejlig dag.

mandag den 6. maj 2013

Velkommen til, Hæng-det-hele

Jeg kan slet ikke holde mig tilbage. Efter jeg er begyndt at pinne indretningsønsker og -ideer på pinterest, kan jeg ikke holde mig i skindet, når jeg støder på et godt tilbud. Der er jo hele 70 kvm ekstra, der skal "fyldes ud".

Jeg har længe sukket efter Hang it all, og da jeg pludselig finder den til 700 kr under markedspris, måtte jeg springe til. Haps haps!



Den ligger nu sammen med de andre ting der skal have ærespladserne, jo jo der kan godt være flere, i vores nye hjem, om mindre end en måned :-)

Ha en dejlig dag :-) Vi har benyttet den forlængede weekend til at tage på besøg hos mine forældre i Mariager.

søndag den 5. maj 2013

Forårsgiveaway

I anledning af det nykomne forår, og at jeg nærmer mig 100 faste læsere, er det med glæde, at jeg i samarbejde med Stof & Stoff giver en af mine læsere muligheden for at vinde det nye ottobre blad og 1 meter stof med zig-zag fra Chrevrons. Drt er stoffet der er brugt til kjolen på bl.a. forsiden. Der er 6 forskellige udgaver af stoffet, og det kan blandes som vinderen lyster, ned til 0,25 m, dvs. op til 4 forskellige udgaver.

Jeg er meget beæret over, at så mange har lyst til at læse med i mine krea-kreationer og skrive dejlige kommentarer, som gør mig så glad.



Du kan deltage på følgende måde:

Du kan deltage med 1 lod for fast læser på bloglovin og kommentar til dette indlæg. Klik på linket her og skriv hvilken type Chevrons du bedst kan lide. Hvis du ikke har en profil med kontaktoplysninger, husk da at skrive din mailadresse.
Du kan også deltage med 3 lodder for fast læser på bloglovin, kommentar til indlægget og link til give awayen fra egen blog - brug da ovenstående billede.

Jeg trækker en vinder 1. juni kl 20.

Pøj pøj til alle :-)

fredag den 3. maj 2013

sanse-kramme dukker

Med flere pigebørn på vej i familien og omgangskredsen har jeg lavet et par små dukker med neondetaljer. Forskellige bånd og elastik samt en lille klokke indeni gør dukken til en fin sanse-kramme dukke. Jeg håber, de kommer til at sprede ligeså meget glæde og lykke, som de gør hos mine børn. Mille og Mads ville ihvertfald rigtig gerne have fingrene i de her små piger, og kunne ikke forstå, hvorfor de ikke skulle med dem ind og sove.
 




Ha en dejlig fredag og start på weekenden.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...