torsdag den 30. juli 2015

Cafe puslesæt

En af de ting, jeg har forstået, der er rar at have til baby, er et cafepuslesæt til, når man lige skal på en smuttur og ikke gider slæbe den store pusletaske med. Jeg kan allerede sige nu, at jeg er rigtig glad for tasken, og den store pusletaske har endnu ikke været i brug.

Jeg har lavet pusleunderlaget med det blødeste viskose øverst og tekstilvoksdug på den anden side, quiltet det med pladevat og kantet det hele med lemongul kantebånd. Viscosen har jeg også brugt til babynesten, som også er rigtig meget i brug.

Tasken er lavet efter denne diy og størrelsen svarende til denne diy. Der er plads til vådservietter, et par bleer og underlaget eller evt. et sæt skiftetøj.

Det er kommet flere ting til som er uundværlige, siden tvillingerne blev født for 4 1/2 år siden. Ud over babynest og cafepuslesæt, hvad er så ellers uundværligt? Har du nogle gode ideer til babyprojekter?






mandag den 27. juli 2015

Fredagsfix i Odense

I maj holdt Line aka Marapytta et Fredagsfix i Odense, og da jeg alligevel "bare" gik herhjemme, benyttede jeg mig af muligheden for at kunne køre til Odense og deltage.

Som sædvanlig havde jeg en liste så lang over projekter. Jeg har været afsted nogle gange på weekend workshop, hvor der er 2 dage til at sy, så det var mere begrænset, hvad der kunne nås denne gang.

Jeg fik dog syet 2 kjoler. En Judith til mig selv i Liberty og en Sofie til Mille. Jeg er vild med at Marapytta modellerne bliver opkaldt after de personer, som inspirerer eller beder Line om at udvikle et mønster.

Min kjole er ikke lige en barselsegnet kjole, så det varer lidt inden den kommer rigtig i brug. Jeg prøvede den på min post-gravide krop i går, og ser var lige ved at jeg ikke kunne få den af igen, så stramt sad den. En af de andre deltagere på fredagsfixet har syet en Judith i jersey, og med en lidt mere åben halsudskæring skulle det være muligt at amme i den. Jeg har købt 2 meter prikket jersey. Mon ikke set skal prøves omsat til en amme-egnet Judith?!




fredag den 24. juli 2015

Overtøj str mini

Jeg har syet et lille sæt med en lille jakke og en hue i jersey, som har været planen at lillebror skulle have på hjem fra hospitalet. Det har også givet anledning til at afprøve min tapebinder på min Janome Coverpro. Det er ikke det bedste resultat - ribben er ligesom for stram. Men efter at have ændret på indstillingerne - dem er der mange af på sådan et monstrum - og syet det om to gange, løb jeg tør for brun rib... Så det er "as good as it gets". Og helt ærlig, så tror jeg, at lillebror er ret ligeglad.

Stoffet er købt i City Stoffer i Århus for nogle år siden, og mønstrene er begge fra Ottobre 1/2012.



Vi endte med ikke at give lillebror det på hjem fra hospitalet, og da vi senere prøvede det på ham, var huen for lille og jakken for stor. Det blev også lidt for ferskt med hvidt og hvidt.

tirsdag den 21. juli 2015

Lillebror

I lørdags blev vi forældre til en lille dreng. Det var 4 dage før termin, og han havde meget travlt med at komme til verden. Det vil jeg fortælle mere om i en fødselsberetning.

Men I skal da lige se vidunderet.


For nu stornyder vi den lille ny, og jeg er i den grad i babyboblen og fuldstændig overvældet af alle de følelser, der bobler frem for lillebror og de to store. De er utrolig interesserede i ham og træder til med der samme som små hjælpere, og når han er ked af det.

torsdag den 16. juli 2015

Babybuks

Med hovedet godt begravet i min jersey bunke, har jeg fundet et par stoffer som godt kan gå for at være kønsneutrale.

Jeg har syet de to op i Marapyttas Isa buks i str 62 og 68. Hold op hvor er de altså små! Det er den samme model som jeg har syet til Mille, bare uden snydelommerne.

Jeg vil vente med at sy en masse babytøj, til baby er kommet til verden, og vi finder ud af, hvilket køn det er. Jeg har sorteret tvillingernes tøj i en drengebunke, pigebunke og neutralbunke. Og der er rigeligt, så tiden må vise, hvad der mere er brug for.


mandag den 13. juli 2015

Stjernebluse med libbie-oplægning

På coverpro træffet fik jeg også en anden bluse færdig. Coverproen fik dog ikke del i denne bluse, men jeg lærte alligevel et trick om oplægning af bluse med overlocker. Man kan vel sige at dagens tema for mit vedkommende handlede om oplægningsteknikker.

Denne teknik er Libbie-teknikken. Jeg tror faktisk ikke at hun har lavet en instruktion på det, men jeg vil ikke tage æren for det, for det er helt og holdent opfundet af Libbie og videregivet af Lise. Det er så såre simpelt som at køre kanten gennem overlockeren og så sy en stikning rundt.

Blusen matcher Isabukserne, hvor jeg har syet kanten på snydelommen med stjernejerseyen.




fredag den 10. juli 2015

Janome Coverpro

Jeg har fejret min barsel ved at forære mig selv en Janome Coverpro. Jeg kunne godt tænke mig at sy bodystockings og dragter til den lille, og så er det jo guld værd at have en dæksømsmaskine, der kan sy ribkanter som en leg.

Jeg var så heldig, at da jeg havde haft maskinen i en uge, var der er en coverpro dag i Rødekro arrangeret af Lise, hvor alle interesserede havde mulighed for at komme og udveksle erfaringer. Jeg må jo nok indrømme, at jeg bare sugede til mig.

Jeg havde desværre ikke fået en tapebinder endnu, som er det tilbehør, der skulle gøre det let at sy ribkanter på. Men jeg fik udforsket maskinen lidt og afprøvet forskellige teknikker, takket være nogle af de garvede kvinder.

Jeg syede en kjole til Mille og en t-shirt til Mads og afsluttet dem med forskellige metoder. Og det giver virkelig forskellige udtryk. Der findes mange flere muligheder, og nu hvor jeg er blevet den lykkelige ejer af en tapebinder, skal jeg rigtig i gang med at lege med indstillinger og rib.





tirsdag den 7. juli 2015

Japansk shortssæt

Nu hvor sommervarmen har meldt sig, er der blevet rift om shorts og sommerbluser herhjemme. Jeg har syet endnu et par shorts fra den japanske sybog. På samme side i bogen er der også en sommertop, som jeg har kastet mig over. Den er nem at gå til og har nogle skønne detaljer som f.eks. Franske sømme, så den er lavet uden synlige sømme og dermed udelukkende symaskine.

Shortsene er syet i en stretch twill fra AW 2014 - også brugt til denne jakke, og toppen er syet i viskose fra denne sommer, begge dele fra Stof og Stil. Sættet er virkelig kommet til sin ret i de sidste dage, hvor vi har været ved at smelte i flere afdelinger i sommervarmen. Toppen er dejlig luftig, og Mille elsker shortsene, som hun kalder sine cykelshorts... Det er en sjov logik børn har, for det er bestemt ikke fordi de er nemmere at cykle med, men så ved jeg da, hvilke shorts hun taler om, når hun siger, at hun gerne vil have sine cykelshorts på.

Jeg er nu nået til uge 38 i min graviditet, og vi er ved at være klar den lilles ankomst. Varmen fik mig virkelig til at ønske, at fødslen ville gå i gang, for hold da op hvor var det ulideligt!

Rigtig go aften i dejlig normale danske sommertemperaturer.








Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...