tirsdag den 3. december 2013

1. søndag i advent




Vi fik skudt december rigtig godt i gang med adventsgaver og julebag.

Det er i år, børnene rigtig begynder at forstå hele konceptet med julemanden og gaverne. Lørdag aften fik jeg pludselig meget travlt med at få stykket en lille historie sammen om julemanden. Det er jo nu hele opfattelsen af julemanden og julehyggen bliver skabt. Både min mand og jeg har som børn stillet vores pusser (= hjemmesko til ikke-sønderjyderne) frem om aftenen. Når julemanden kom forbi, lagde han ting og søde sager i den. Så ungernes pusser blev stillet frem, og vi fik en god snak om, at så kunne det jo være, at julemanden kom forbi og lagde noget i pussen, imens de vågnede.

De vågnede forholdsvis tidligt søndag morgen, og vi gik sammen ud i gangen for at se, om julemanden havde været forbi, og sørme så om ikke han havde lagt en lille pakke til dem hver. Mille kiggede helt skrækslagen hen mod døren - for hvor var julemanden nu?! 

I pakkerne var et forklæde og en kagerulle fra julemanden. Mon ikke han havde givet dem det, for at de skulle bage, så julemanden kan få nogle småkager med i næste weekend.

Mille var desværre ikke helt frisk, så hun sov lidt mere, mens Mads slet ikke kunne vente med at skulle lave kage med sin "rullekage". Så inden kl var 9, havde vi spist en masse dej og bagt alle brunkagerne.

Forklæderne er syet i bomuldsstof fra stof2000 og en masse kantbånd. Mønsteret er fra Elsebeth Gerner og forlænget en smule.

Hvilke traditioner og historier har I?

6 kommentarer:

  1. Ej, hvor ser det bare hyggeligt ud! Herhjemme kommer julemanden først den 24., men ellers kommer nissen om natten med lidt til strømpen. Det er så hyggeligt, og selvom hun kun var 1½ sidste år, så huskede hun hvor strømpen skulle hænge og at der kom gaver i om natten. Det er fantastisk at høre hende hvine om morgenen og springe ud af sengen for at se, hvad strømpen gemmer på.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor hyggeligt :-) Børnene får en nisse med hjem fra børnehaven på et tidspunkt, og så skal den lave drillerier. Men næste år tænker jeg at vi også skal have besøg af nissen, hænge en lille dør på væggen og lave nogle sjove ting med det.

      Slet
  2. Flotte forklæder og sikke en god decembergave-idé med en tilhørende aktivitet. I like! : ) og fineste småkager forresten, dem er jeg sikker på at julemanden bliver glad for (hvis der er nogle tilbage på søndag...)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Liv :-) De er frygtelig gode, så man ved aldrig om der er nogle tilbage på søndag... ;-)

      Slet
  3. Sød og god tradition - og nu ved jeg, hvorfra jeg har ordet "pusser" om hjemmesko. Det popper altid op i hovedet på mig, men mange har kigget på mig og spurgt, hvad i alverden det dog er for et ord. Men det må da stamme fra min semisønderjyske mormor og morfar ;-D
    Herhjemme har vi nissedøren banket i væggen, og den er jo omkredset af sin helt egen mystik og genstand for megen undren (og banke-på, hvorefter Malthe stormer panisk væk - tænk nu, hvis nissen kom ud og hev ham med i Nisseland :-D).

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor hyggeligt at du også bruger pusser :-) Næste år skal vi også have døren. Jeg er helt vild med ideen og netop den mystik der opstår omkring den :-)

      Slet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...