Viser opslag med etiketten voksenkreation. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten voksenkreation. Vis alle opslag

fredag den 2. oktober 2015

Ta Da #9 + 10 - Disco leggins og t-shirt med sølvbomber

Bom, så blev jeg lige fældet af en gang brystbetændelse og feber! Derfor nåede jeg ikke at få mine sidste ta-da's med i september. De kommer derfor her.

Jeg har omsat en meter jersey til et par leggins til Mille og en t-shirt til mig selv. Mønsteret på t-shirten er fra Alt om håndarbejde 8/2015. Den er længere bagpå end foran og perfekt til den flade ammerumpe. Igen har min coverlock været i brug ved oplægningen af bunden og ærmerne. Jeg elsker bare det skønne resultat!

Milles leggins blev ikke just modtaget med klapsalver! "Mor, de er grimme!" Men sidenhen er de blevet accepteret, og hun har meldt ud at hun synes de er vildt flotte og rigtig dejlige at have på. Om det bare er for at please sin mor, ved jeg ikke. Kan en næsten 5 årig please bevidst?









søndag den 27. september 2015

Ta Da #8 - t-shirt

Jeg har syet en t-shirt til mig selv i noget nistret jersey fra stofdepotet. Det er en behagelig t-shirt, som sagtens kan blive en favorit. Den gør mig ligesom lidt bredskuldret.

T-shirten er syet udfra et gratis mønster fra Maria Denmark. Jeg har fundet en blog, der har lavet en liste med 10 gratis pdf mønstre på bluser. Det koster kun papir og printerblæk, så er du et mønster rigere.

I sommer købte jeg et hårbånd fra Loulou. Det er lavet af silke og bliver syet af vintagesilke, så der findes meget få af hver. Jeg har haft svært ved at finde en måde at bære det på. Det glider af håret, når det sidder på den traditionelle måde. Den bedste måde er ned over håret. Men det har jeg ikke set mange andre gå med i bybilledet, ligesom i ingen! Det kan være, at jeg for en gang skyld skal være first-mover?!
Det skal lige siges, at den dag nedenstående billede blev taget, var jeg på vej til kombineret foredrag og generalforsamling i børnehaven. Lige inden jeg gik ud af døren, mistede jeg modet, tog hårbåndet af og lavede den sædvanlige hestehale!







mandag den 21. september 2015

Ta Da #5 - Limonade peber buks

På fredagsfixet i maj fik jeg lov til at tegne et par Limonadebukser af, som nu endelig er blevet omsat til et par rigtige bukser. De er syet op i Libertys peber mix. Nu hvor maven er svundet nogenlunde ind er det blevet tid til at tilpasse elastikken, så jeg kan bruge dem.

Med amme-numse og hofter der stadig flagrer ude, er det ikke det mest flaterende udseende. Men behagelige er de. Nu skal jeg bare have gang i barnevognen, så formerne kan vende tilbage.





mandag den 27. juli 2015

Fredagsfix i Odense

I maj holdt Line aka Marapytta et Fredagsfix i Odense, og da jeg alligevel "bare" gik herhjemme, benyttede jeg mig af muligheden for at kunne køre til Odense og deltage.

Som sædvanlig havde jeg en liste så lang over projekter. Jeg har været afsted nogle gange på weekend workshop, hvor der er 2 dage til at sy, så det var mere begrænset, hvad der kunne nås denne gang.

Jeg fik dog syet 2 kjoler. En Judith til mig selv i Liberty og en Sofie til Mille. Jeg er vild med at Marapytta modellerne bliver opkaldt after de personer, som inspirerer eller beder Line om at udvikle et mønster.

Min kjole er ikke lige en barselsegnet kjole, så det varer lidt inden den kommer rigtig i brug. Jeg prøvede den på min post-gravide krop i går, og ser var lige ved at jeg ikke kunne få den af igen, så stramt sad den. En af de andre deltagere på fredagsfixet har syet en Judith i jersey, og med en lidt mere åben halsudskæring skulle det være muligt at amme i den. Jeg har købt 2 meter prikket jersey. Mon ikke set skal prøves omsat til en amme-egnet Judith?!




tirsdag den 17. marts 2015

Pindene gløder

Jeg har været ret flittig med pindene på det sidste. Da tv-serien Arvingerne startede igen efter jul, fik jeg øje på Gros poncho og tænkte, at den godt nok var smart! I know, den var også med i sidste sæson, men jeg ER bare ikke en first mover!

Og det fik jeg bekræftet, for mens jeg overvejede, hvordan den kunne laves, og om jeg mon var så heldig, at der var nogen, der havde fået den samme ide som mig, fandt jeg jo et hav af strikkede versioner på nettet, OG en opskrift på Ravelry.

Jeg skyndte mig ned til den lokale garnforretning. Hun havde ikke helt den nuance, jeg gik efter, men jeg kunne simpelthen ikke vente 3 uger på, at hun fik nyt garn hjem. Jeg måtte derfor gå på kompromis og tage en lidt lysere nuance. Det tog mig kun 4 uger at strikke den. Jeg havde faktisk forudset at den først ville være færdig til næste efterår - perfekt til gåtur med barnevogn. Men på pind 7 sprøjter det færdige arbejde jo bare frem.

Jeg er blevet rigtig glad for resultatet og synes egentlig også, den er ret fin til babybump. Den bliver skøn i foråret som overgangsovertøj.

Den er strikket i to tråde pladegarn og så let, at jeg næsten ikke mærker, jeg har den på. Jeg har ikke foldet halsen ned. Dels pga. monteringsdovenskab og dels fordi jeg godt kan lide, den går op af halsen og varmer.




Det er mit favorit ventetøj: leggins, lang skjorte og ponchoen.

God tirsdag til jer alle :-)

mandag den 9. marts 2015

Zebra sweat

Jeg har syet endnu en bluse ud fra raglan mønsteret fra Marapytta. Med snake-modellen fandt jeg ud af, at det er en dejlig løs bluse i en længde, der er god til en gravid mave.

Jeg har købt Zebrastoffet hos Stofdepotet. Jeg blev inspireret af en kollega, der har en lignende bluse, hvor raglansømmene er syet i sort med coverlock, så de ligger udenpå. Det er en skøn detalje, der giver blusen et mere råt look. Jeg forsøgte at efterligne det ved at sy overlocker-sømmen vrang mod vrang, og stikke den fast, som jeg har gjort på en bluse til Mille. Men det blev ikke godt, så blusen blev sprættet op igen.

Nu er den syet sammen på traditionel vis, og jeg er super glad for den :-) Den kan stadig lige dække min mave, så den bliver brugt rigtig flittigt.


Jeg beklager de dårlige billeder af blusen på. Kombinationen af det mørke vejr og en mand, der ikke er lige så vild med alt det fotograferen af mine kreationer, som mig, giver bare ikke de bedste billeder. Jeg må snart have oplært børnene til at tage billeder!



Babybumb uge15
Babybump uge 21

Det er da vist ikke kun babybump, der er blevet større...

God mandag :-)

mandag den 8. december 2014

Snake sweat

Da jeg var på kursus hos Line i vinter tegnede jeg nogle mønstre af. Det var blandt andet en sweat shirt til mig. På min sidste tur til Århus fandt jeg tid til at komme i City Stoffer og ose lidt. Jeg fandt denne jersey, der mindede rigtig meget om en bluse, jeg havde set hos Day.

Jeg investerede og skyndte mig at klippe det i Line mønster. Det blev til denne sweat shirt. Jeg er rigtig glad for den og bruger den både til bukser og nederdel.

Det var også det sidste mønster fra Line, jeg ikke havde syet op. Jeg har netop meldt mig til det kursus, hun afholder i Århus i februar. Så nu er jeg gået i tænkeboks med, hvad jeg godt kunne tænke mig at lære af hendes fede teknikker. Nogen bud?



God mandag :-)

torsdag den 6. november 2014

Sara Lund cardigan

Jeg er blevet færdig med lidt mere på pindene. Det er en Sara Lund cardigan i flaskegrøn og karrygul Naturuld. Jeg har blandet to opskrifter: En Sara Lund sweater og en cardigan.

Det har været en lang process, da det ikke er første gang, jeg strikker i det mønster. Det er bare ikke så sjovt anden gang. Det har også været en nervepirrende process, da jeg skulle klippe i cardiganen for at få åbningen foran. Den er strikket på rundpind som en sweater og tilsidst klippet op og fået rib strikket på. For at det kan lade sig gøre, og maskerne ikke løber op, får den en tur gennem symaskinen op og ned i to baner. Og derefter kan man klippe imellem de to syede baner.

Den bliver klart min vinterfavorit - så lækker og varm.






mandag den 25. august 2014

Favorit sommerdragt

Lige op til sommerferien syede jeg Fernanda. Hun har kun ligget på lager et lille års tid, så det var vist også på tide!

Jeg havde set mig varm på en buksedragt med shorts, og det skulle lige afprøves.

Jeg har lavet dragten med en knap i nakken og en god lang slids, så jeg nemt kunne komme i den - og ud af den. Den er syet i en tynd viskose fra Stof og Stil. Et fund på restebordet, da det også var en test. Jeg syede elastik i livet, direkte hen over sømmen overdel/shorts. Man skal være grundig med at sørge for at stoffet er glattet ud, så der ingen rynker kommer. I alt en meget nem løsning.

Den var min ynglings påklædning i Juli-varmen, da slidsen i ryggen og det lette stof ligesom svævede om kroppen. 





Nu har jeg indkøbt noget let mørkegrå jersey, som jeg vil sy en kjole i fra samme mønster, størrelsen mindre og knap så lang en slids.

Har du erfaring med at konvertere Fernanda fra buksedragt til kjole? 

fredag den 20. juni 2014

Moneta kjole

Jeg har opdaget Colette Patterns. Et amerikansk firma, hvor man kan købe mønstre på pdf, printe og klistre sammen. Så nemt!

De har nogle rigtig fine modeller, der passer til alle slags figurer. Jeg købte først et mønster til fast stof, men pludselig relancerede de Moneta kjolen. Et mønster til jersey stof og meget nemt at sy.

Haps, det skulle jeg da også lige have. Jeg fandt et stort stykke mørkeblå jersey på restebordet i Stof og Stil til en prøvekjole.

Den er rigtig nem at sy. Jeg forlængede toppen med 10 cm og syede lange korte ærmer (?). Der er også mønster til lommer, men dem sprang jeg over. Det eneste, der har voldt mig lidt udfordringer, er rynkningen mellem top og skørt. Der er flere muligheder. Bl.a. sy rynketråd i eller sy et stykke transparent elastik på. Jeg valgte sidste metode, som I kan se på nederste billede.

Jeg syede først elastikken på skørtet, og derefter skørtet sammen med toppen. Det har dog betydet, at der er dobbel overlock søm. Elastikken er også lige til den stramme side om maven, så jeg er nået frem til, at jeg vil lave det om og bruge rynketråd i stedet.

Da toppen er blevet rigelig lang, vil jeg klippe syningen af, og sy sammen igen. Ingen elastik og kun én overlock søm vil gøre den helt perfekt, og ikke længere gå under kategorien prøvekjole :-) 

Mønsteret kan godt blive en favorit uden ærmer eller med lange ærmer i vinterjersey.

God weekend til jer, når I når så langt :-)






Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...