Viser opslag med etiketten familielivet. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten familielivet. Vis alle opslag

torsdag den 12. november 2015

Livet med børn

Tingene går ikke altid lige som planlagt! Så i stedet for at trave gaden langs i København har jeg i formiddags siddet i et solrigt hjørne herhjemme og nydt en kop latte og strikket på min nyopstartede høstjakke, mens lillemanden sov i barnevognen.

Mads var rigtig skidt med høj feber i tirsdags, og da han kun lige havde svedt det sidste ud, da vi vågnede i går morges, kunne jeg ikke få det over mit moderhjerte at sende ham i børnehave med efterfølgende overnatning hos kammerat, når han ikke var helt på dupperne, for at moren kunne få lidt storby sus.

I dag var han frisk igen, og heldigvis skinnede solen, så jeg kunne tanke op på D-vitamin. Så gemmer jeg de gode forslag, I kom med til en anden god gang. Min barsel varer jo lidt endnu.

Rigtig god dag. Jeg håber også, at I bliver ramt at en solstråle.



fredag den 6. november 2015

Forslag til babytur til Hovedstaden søges

Jeg tager en smut til København i et døgn i næste uge. Min mand skal derover med sit arbejde i  4 dage. Jeg har derfor set mit snit til at afsætte de to store, tage afsted med Mikkel på en orange billet og indlogere mig på mandens hotelværelse en enkelt overnatning.

Jeg er i gang med at overveje hvad jeg skal hen. Jeg er til fods med en barnevogn. Hotellet ligger tæt på Amilienborg. Mit formål er at få et skud storbysus, få noget nye indtryk og kigge på vinduer. Jeg kan selvfølge gå strøget langs, men det plejer jeg jo. Og mange af butikkerne kan man finde i andre byer. Derfor vil jeg bede om nogle råd fra jer. 
Er der nogle listige butiksgader med spændende butikker?
Hvilke kreabutikker skal jeg besøge?
Hvor får man en god kop kaffe?

Hvor går du hen, når du er i København?

Jeg glæder mig til at tage på tur med min 3 1/2 mdr gamle skrubling. For det kan man jo, når man kun har én baby !

mandag den 19. oktober 2015

Fødselsberetning

I anledning af Mikkels 3 måneders fødselsdag vil jeg gerne fortælle jer om, hvordan min fødsel af Mikkel forløb. Jeg vil lige advare om at det er et langt indlæg.

Først lidt forhistorie:
Da jeg skulle føde tvillingerne for godt 4 1/2 år siden blev jeg sat igang med vedrop, og det varede ialt 17 timer, fra vandet blev taget til den sidste var ude. Jeg fødte tvilling A (Mads) naturligt og fik tvilling B (Mille) taget ved kejsersnit, da hun røg i fodstilling i stedet for sædestilling ved svubbet af Mads. 
Da fødslen inkluderede et kejsersnit, var jeg denne gang blevet forberedt på, at det godt kunne ende med det igen, da arret kunne give sig og ende med at revne livmoderen. Det betød, at jeg skulle være under fuld overvågning under hele fødslen. Jeg blev også anset som anden gangsfødende, da jeg jo også havde født, så alting var meget uvist. Det gjorde mig lidt nervøs, for jeg ville for det første helst føde naturligt, og for det andet er jeg ikke god til at have med uvished og risiko at gøre.

Terminen med Mikkel var den 21. Juli. 8 dage (mandag) før termin fik jeg diarré, og slimproppen gik. Tirsdag, til 39 ugers tjek, sagde jordemoderen, at babyen stod fast, og det kunne ske, hvornår det skulle være. Hun vurderede ham til 3400 g. Diarréen fortsatte hele ugen, men det påvirkede mig ikke på andre måder end, at jeg blev ret øm et vist sted. Jeg undrede mig over, at jeg ikke var mere skidt - havde slet ikke overvejet det havde noget med fødslen at gøre. 

Den 17. Juli, fredag, syntes jeg, at plukveerne var blevet kraftigere, og jeg var også vågnet nogle gange natten til d. 17. og tænkt, om det mon var nu det startede, for det begyndte at bide lidt. Men når jeg vendte mig på den anden side, gik det over igen. Ved min første fødsel havde jeg ikke haft et normalt veforløb, så jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle mærke efter. Om dagen d 17. mærkede jeg ikke noget unormalt, når jeg var oppe og igang, men da jeg ville tage en lur, bed det lidt igen. Jeg ringede til en veninde i byen, for at sikre mig at hun var hjemme i nattens løb, og kunne træde til og passe de to store, hvis nu det blev til mere.

Vi spiste hos nogle venner om aftenen, og jeg havde stadig ikke andet end plukkeveer. Da vi kom hjem blev børnene puttet, og jeg gik i seng kl 21.30. Derefter begyndte det at tage til, og kl 22.30 var jeg ikke i tvivl om, at jeg var begyndt at have veer. Vi begyndte også at tage tid. Kl 23 var der ca. 2 1/2 min mellem hver ve startede, og da det havde været sådan i en times tid, og veerne blev kraftigere, og der var 2 min mellem hver ve, ringede jeg kl 00.09 til fødegangen. Den jordemor, jeg fik fat i, mente ikke, at mine veer var lange nok og dermed effektive nok, så det kunne vare lang tid endnu. Så måtte jeg tilbage i ve-tranchen med dyyyyybe vejrtrækninger.

Pludselig blev det mere behageligt at være i veerne, lige indtil det gik op for mig: jeg var begyndt at PRESSE! Jeg fik min mand i gang med at pakke bilen, mens jeg ringede efter min veninde kl 00.57, at nu var det nu.

Jeg skulle sådan tisse, så jeg var en tur på toilet på vej ud. Der var jeg glad for at jeg havde født før, for ellers var han blevet født i toilettet. Jeg skyndte mig af toilettet og bevægede mig ud til bilen og satte mig ind. Da der med det samme kom en ve, bukserede jeg mig ud af bilen igen, for der var umuligt for mig at sidde ned under en ve. Jeg lænede mig op af bilen, og kunne slet ikke holde igen. Jeg brølede og tænkte: Nu kommer barnet! I et brag sprang vandet ud i bukserne på mig. Jeg råbte på Jens, der var ved at vise barnepigen på plads. Han kom drønende og stirrede på mig: "Vil du ind og have et par rene bukser på?" "Neeeeeiiiiii!" Jeg bad ham om at hente et håndklæde, jeg kunne sidde på, og så var det ellers bare afsted. Jens ville ringe 112, men jeg sagde, at jeg ville på fødegangen, så han måtte trykke på pedalen. Kl 01.12 ringede jeg til fødegangen, som vi kørte afsted.

Hele vejen hang jeg spændt op mellem de to forsæder som en flitsbue og skiftevis råbte og gispede. Jens kørte 180 hele vejen og kl 01.27 kørte vi af motorvejen og jeg ringede igen til fødegangen og bad dem om at hente mig ved indgangen 5 min senere. Jeg fik en kendt alternativ jordmor i røret som spurgte, om jeg kunne komme om bag i bilen og ligge, og så føde. " NEJ!" "Du skal ikke holde igen mere, du må gerne føde. De hurtige fødsler er de mest ukomplicerede." "NEJ! Jeg vil ind til jer!" Jeg var SÅ bange for, at min mave flækkede i aret, så jeg ville bare nå ind på fødegangen.

Vi ankom til hospitalet, de kom løbende med en båre, og skyndte sig at køre mig på en fødestue, hvor Mikkel blev født kl 01.46 efter 3-4 presseveer. Det hele gik ufattelig stærkt, og under de sidste to veer, havde de sat et spejl op, så jeg kunne følge med. Det er jeg rigtig glad for, for ellers kunne jeg blive helt i tvivl bagefter, om hvad der var sket med den fart, Mikkel havde på.
Jordemoren sagde, at det da havde været en perfekt hjemmefødsel. Lige der var jeg glad for, at det ikke var hende, jeg havde fået i røret, da vi kørte hjemmefra, for så havde hun bedt os om at blive og føde med hende i røret.

Mikkel vejede 3910 og var 54 cm. Han blev straks lagt til mit bryst, og sådan lå vi stort set, til vi kørte hjem. Vi var hjemme igen om morgenen kl 8.45, og børnene var lige stået op. Det var stort for os alle og et helt magisk øjeblik, da de mødte lillebror og sådan lige var blevet storesøskende over natten.

Det må siges at være noget nær en drømmefødsel. Og når jeg siger det, kigger min mand på mig med opspilede øjne, og siger, at det altså var ved at blive lidt for spændende!




mandag den 17. august 2015

Kig i babyboblen

Først vil jeg sige velkommen til alle de nye faste læsere, der har tilføjet min blog hen over sommeren.

I dag er den første hverdag med lillebror, hvor de stolte storesøskende er i børnehave, og farmand er på arbejde. Vi har haft 5 ugers skøn ferie/barsel sammen. 4 uger med lillebror ude i den virkelige verden. Vi har nydt hinanden, en masse besøg og en uge i sommerhus.


En af barselgaverne har været milestonecards. Hvor er det altså smart, kontra 'mine første år' bogen. Jeg må konstatere, at jeg ikke får skrevet i de to stores bøger. Med kortene tager man et billede af barnet og kortet, og så kan man lave en billedbog senere. Det er da smart, ik?! Nogle af kortene har allerede været i brug.




I lørdags spillede Dizzy Miss Lizzy i byen, og det kunne vi jo ikke gå glip af. Og med musikglade forældre kan lillemanden ligeså godt lære det fra starten. Han klarede det så flot. Jeg fandt et perfekt sted, hvor der har plads til vognen, og vi kunne se og høre det hele. Og lillemanden sov fra det hele. Det er utroligt, hvad man kan, når man kun har én baby.


Den første dag udenfor familiebabyboblen har lillemanden været på sin første tur i byggemarked. Et ekstra barn sætter nogle krav til indretningen og nogle gør-det-selv projekter. Men indkøbene kræver en tur med trailer, og det er jo klaret med bravour før - hvis jeg selv skal sige det.
Den første uge byder på 3 dage alene med børnene, da farmand skal ud at rejse. Heldigvis går børnene i børnehave og ikke i skole, så vi kan bruge den tid, der skal til for at komme ud af døren om morgenen. Det giver os også nogle dage til at komme afsted i byggemarkedet igen, så farmand ikke skal kede sig i weekenden.

God mandag til dig.

tirsdag den 21. juli 2015

Lillebror

I lørdags blev vi forældre til en lille dreng. Det var 4 dage før termin, og han havde meget travlt med at komme til verden. Det vil jeg fortælle mere om i en fødselsberetning.

Men I skal da lige se vidunderet.


For nu stornyder vi den lille ny, og jeg er i den grad i babyboblen og fuldstændig overvældet af alle de følelser, der bobler frem for lillebror og de to store. De er utrolig interesserede i ham og træder til med der samme som små hjælpere, og når han er ked af det.

mandag den 12. januar 2015

Et lille frø

Nu skal der sparkes gang i bloggen igen!

Mit fravær har skyldtes det, der vist ofte er grund til fravær her i blogland. Jeg bager nemlig på et lille frø! Og for at svare på det spørgsmål du måske tænker: Ja, der er kun ét frø!


Vi bliver forældre igen til juli, hvilket betyder, at jeg er 13 uger henne nu. Og hvilke 13 uger, eller ihvertfald de sidste 6. Hold fast mand, jeg har haft det dårligt! Ekstrem kvalme, træthed og meget følsom lugtesans. Det har nok været den mest kedelige december måned set med børneøjne. Jeg har passet rigtig godt på sofaen, og børnene har fået lov til alt, bare jeg ikke skulle flytte mig! Heldigvis har farmor og farfar været rigtig søde til at tage børnene med til en masse december arrangementer. 

Energien er ved at vende tilbage, selvom jeg må indrømme at jeg for en uge siden frygtede at det aldrig ville ske. Nu vil jeg få lidt gang i det aktive familieliv igen og krearierne :-) 

Jeg har været afsted på den årlige kreaweekend, og det gav lige en indsprøjtning og nye gode ideer. Mere om det i et andet indlæg.

I må have en rigtig dejlig mandag. Jeg ser rigtig meget frem til det bliver aften så jeg kan komme i seng igen :-)

torsdag den 27. november 2014

Fødselsdage

November er den stor fødselsdagsmåned i vores familie. Børnene og jeg fylder med 4 dages mellemrum. Jeg var så heldig i år at min faldt på en lørdag, og det skulle fejres at jeg kunne shine helt alene :-) Forrige weekend havde jeg inviteret en gruppe venner til fødselsdagmiddag og sikke en fest!

Om onsdagen startede fejringen af vores nu 4-årige banditter.

Sidste år holdt børnene deres fødselsdag henne i børnehaven. Jeg havde forestillet at gøre det samme år. Men da Mads nævnte, at han rigtig gerne ville holde fødselsdag hjemme i år, kom jeg ud i nogle overvejelser. Med dreng-pige tvilling vil det betyde en hel årgang af drenge og piger hjemme. Det er 11 piger (til at overskue) og 21 drenge (knap så overskueligt), hvor Mads kun leger med en enkelt af drengene. Jeg synes, det ville blive for mange at have dem alle hjemme på en gang. Men hvem skulle så holde på sin fødselsdag og hvem dagen efter? Og hvor sjovt ville det egentlig være for Mads at have alle drengene med hjemme, når han ikke leger med nogen af dem? Hans bedste legekammerat er en pige, der er en årgang ældre, og hun kunne ikke komme med ift. Børnehavens regler. Så jeg gjorde noget, der faldt lidt uden for normen. Vi inviterede de piger og en dreng med hjem onsdag eftermiddag, som børnene leger mest med. Det betød 9 piger og to drenge fordelt over 3 årgange. Vi skulle selv afhente dem i børnehaven, da der ikke bliver stillet en pædagog til rådighed, når man blander. 

Det gik SÅ fint, og de var rigtig søde til at gå pænt :-) 

Derhjemme satte vi os i en rundkreds hvor der var oppakning af gaver. Gæsterne skiftedes til at give deres gave, så Mads og Mille pakkede en op af gangen, og vi kunne holde lidt styr på hvad der var fra hvem.

Efter kage og frugtspisning var der fri leg efterfulgt af en skattejagt. Når vejret er svært at regne med i November, blev de en indendørs skattejagt. Jeg var blevet inspireret af Mor til Mernee, og lavede en ballon skattejagt, hvor alle fik udleveret en ballon med en lille tegning i. Tegningen viste et sted i huset, hvor der lå en slikpose. Det gav mange grin og undren. Hvordan kan en slikpose komme ind i ovnen og vaskemaskinen?! 

Som afslutning kom forældrene til en kop kaffe og afhentede deres afkom. Alt i alt en super god dag, og den nervøsitet min mand havde om at gå hjem sammen med 11 børn, blev mane til jorden. Så vi er klar til et fodboldhold nu.... NOT!

Fejringen af banditterne fortsatte i børnehaven om fredagen for deres årgang. De skulle jo ikke helt snydes. Og i weekenden kom familien og fejrede dem. 

Har I nogle specielle traditioner for fødselsdagsfejring?

Jeg er glad for, at der er lang tid til den næste fødselsdag, og at vi ikke skal holde jul hjemme! Jeg har brug for at blive opvartet!

God dag til jer alle :-)






onsdag den 22. oktober 2014

Klapbukser og første skadestuetur

Vi har nydt rigtig godt af hjælpen fra nogle gode venner vi kender fra børnehaven. Derfor har deres børn fået et par bukser hver. Det er blevet til klapbukser i denim. Jeg har sat en god lang ribkant ved anklerne, da det forlænger tiden, de kan bruge dem, og den kan stoppes ned i støvlerne, så de ikke får kolde ben.




Denim stoffet er fra Stof og Stil, bomuldsstoffet brugt som foer og ribben er fra Stof2000, koral knapperne fra BettyP og de turkise er hjemmelavede på Pryms knapper. Mit grundmønster er haremsbukser fra Onion, og jeg har fulgt Smallstars DIY på Baggybukser.

De gode venners hjælp var bl.a. den dag vi fik det første klip i skadestuekortet. Mads var løbet ind i en rude eller karmen i børnehaven og havde fået en dyb flænge i hovedbunden. Vi var derfor en smut forbi skadestuen for at lappe ham sammen igen. Den oplevelse kunne Mille godt være foruden, så hun tog med Clara hjem i mellemtiden.

Mads startede med at få noget bedøvende tryllecreme på, så det kunne blive renset og limet. Han fik en stor turban på for at holde det på plads. Derefter blev han limet og tog derfra med et fint lille sår og en stor limklat i håret.





Han er helet fint nu, men har dog et meget bart område rundt om arret. Så har han noget sejt at vise frem.

God dag til jer alle :-)

lørdag den 6. september 2014

Weekend på næsen

Nu hvor weekenden for alvor banker på, vil jeg tænke på for et par uger siden, hvor vi var på familietur til Mols og Djursland. Min yngste kusine blev 13 år, og jeg futtede afsted med ungerne til Ebeltoft.

Jeg havde glæder mig helt vildt til at se mine mostrer, onkler, fætter og kusiner. Men jeg faldt i søvn sammen med ungerne kl 21.30... Der er ikke noget der er så skidt, at det ikke er godt for noget! En god nats søvn betød en frisk familie fra morgenstunden. Lørdag formiddag hyggede vi os med at gå en tur i Ebeltofts gågade. Det er bare indbegrebet af feriestemning for mig. 

Fra lørdag til Søndag var vi i mine forældres sommerhus sammen med mine forældre. Der hyggede vi os med at plukke hyben, kaste sten og finde mariehøns.

Det endte med at blive en meget effektiv weekend på besøgsfronten. På vej hjem søndag var vi i Ikea i Århus og forbi mosteren til en kop kaffe og lækker kage. Så var der tanket op på familiekontoen!

Hvad denne weekend byder på, er stadig uklart. En Københavnertur med husbonden eller en afslapningsweekend i hjemlige omgivelser? Det vides endnu ikke...

God weekend til dig :-)














fredag den 15. august 2014

Sommerferie 2014

Sommerferien i år har været dejlig intens og lige, hvad vi havde brug for. Vi har besøgt familie, kørt med veterantog og nydt hinanden i et sommerhus udenfor internettets rækkevidde. På vej i sommerhus gjorde vi stop ved Grøn Koncert. Bare os fire. Og sikke en god oplevelse det var. Børnene synes, det var rigtig skægt, og vi fik hørt lige det musik, vi gerne ville.

Den sidste uge var vi hjemme og fik ordnet en masse praktiske og kreative gøremål, og børnene fik leget med kammeraterne. Jeg vender tilbage til gøremålene, de fortjener deres eget indlæg.

Nu er hverdagen startet igen, og det tager lidt hårdt på alle parter. Men heldigvis kan vi tænke tilbage på den dejlige sommerferie.

Sjov og ballade

Veterantog

Søskendekærlighed

Grøn koncert

Feriens favoritlegetøj

Koøje i fedt retrosommerhus

Ventetid på fiskefiletter

En af de mange plukkede blomster

Feriens kreative indslag - overskuelig i sommervarmen

Efeu brugt som springmadras

Endelig kom båden i vandet

Skønt døgn i min gamle strikkeklub

Endelig hjemme ved vennerne (og fredagsslik)

Hvis ikke du er stået af alt den billedespam, vil jeg ønske dig en rigtig god weekend.

fredag den 1. august 2014

Væk med sutterne!

Der er ingen tvivl om, at sutterne har haft en stor betydning i specielt Mads liv. I maj lykkedes det at smide dem. Vi har varmet op, siden vi var til børnetandlæge i august sidste år.

Vi snakkede om, at de skulle ud på suttetræet hos Onkel Erik og hænge. Men en veninde gjorde mig opmærksom på, at så var de jo nemme at hente igen. Og Mads er meget logisk tænkende, og det ville bestemt blive et issue. Han ville insistere på, at farmand kørte ud og hentede dem igen, inden han ville sove. Så vi fandt på noget andet.

Torsdag den 22. maj pakkede vi sutterne i hver en pose og skrev "Til Julemanden, Fra Mads" og en "Fra Mille". Børnene puttede dem i postkassen (vores egen), og så skulle de sendes op til Julemanden. Vi havde hørt fra Julemanden, at han ville sende en cykel ned til dem hver, som tak for sutterne. Den var ungerne helt med på. Om aftenen lige inden sengetid, da de gerne ville have dem, var vi en tur ude ved postkassen og se, at sutterne var blevet sendt afsted og derfor var væk. Og det blev godkendt.

Dagen efter tog vi ud og kiggede på lidt forskellige cykler sammen med børnene, så vi kunne fortælle julemanden, hvilken en de gerne ville have. Og Lørdag morgen stod der to fine cykler uden for døren. Og lykken var gjort!

Det har fungeret rigtig godt. Mille accepterede, at sutterne var væk efter et par aftenener. Vi havde en 2-timers græde-tur den første nat, hvor hun vågnede, som det eneste. Der gik ca. 3 uger, hvor Mads sagde, at han gerne ville have sin sut, når han skulle sove. Men nu hører vi ikke mere til sutterne. Mille fandt én en dag. Den skyndte hun sig at putte i postkassen.

Alt i alt vil jeg sige, at det har fungeret rigtig godt at sende sutterne op til Julemanden. Det er blevet accepteret, når jeg har sagt, at jeg godt kan forstå, de gerne vil have deres sutter, men de er helt oppe ved Julemanden, og der kan vi ikke komme op og hente dem. 

Så nu er det nogle store børn, vi har, der drøner rundt på deres cykler med støttehjul!






søndag den 6. juli 2014

Nymphe weekend

Som traditionen byder var min mands ungdomsband samlet i weekenden, til hygge med koner og børn. I år holdt vi det hos os, og hele huset blev omdannet til et hyggeligt mylder af børn og voksne. Vi ses kun denne ene gang om året, så der er en masse der skal indhentes, og for mændenes vedkommende en masse musik, der skal spilles. Børnene begynder at lege sammen og knytte nye venskaber. Som en af Nympherne sagde, mens vi stod og kiggede på vores spisende børn: "Det var ikke lige det her jeg havde forestillet mig, det skulle blive til, da Henrik spurgte, om jeg ville spille bas i 1.g!"

Mens mænderne blev lukket inde i værkstedet/bandrum, tog koner og børn til strandet. Skøn fordeling efter min mening :-) Inden aftensmaden blev der afholdt koncert. Det er bare super hyggeligt!

Mille og Mads er helt vilde med musik, så de er altid helt oppe på dupperne under koncerten. Mads er meget betaget af trommerne, så han holder sig tæt på Peter trommeslager. Mille-badenymfe er danser og rytmepige. De andre børn begynder også at få en præference, så det ender med at der kan laves et børneband i løbet af de næste par år.

I dag bruges på at komme til hægterne igen, inden den sidste arbejdsuge skydes igang inden sommerferien.

God søndag til jer alle :-)






Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...