fredag den 9. november 2012

Farven gul har gjort sit indtog

I sidste weekend tog jeg lidt forskud på glæderne og hentede min nye symaskine - som egentlig er en fødselsdagsgave.

En tur ind til byen fredag lige inden lukketid uden børn, fik power shopperen frem i mig! Jeg var inde i den lækreste skobutik og købe et par skønne strømpebukser i sort og sennepsgul. Jeg blev også lidt lun på et par sko, og da jeg jo lider af skofonitis, vidste jeg godt, det ville ske, så jeg skyndte mig videre.

Turen gik derefter hen for at hente min nye symaskine i symaskinebutikken i Sønderborg. Det er en lidt rodet butik, for de har bare alt mellem himmel og jord til syning, og så også lige garn og tilbehør. Men hvis man har god tid og gider at rode lidt rundt, kan man godt finde nogle skønne ting. Jeg fik blandt andet noget garn med hjem, som matcher de nyindkøbte strømpebukser. Så når jeg nu er færdig med mine 3 andre strikkeprojekter, vil jeg strikke en karrygul cardigan til mig selv.



Jeg har intet gult i mit klædeskab, men efter en tur til England på kursus i foråret, hvor jeg kom til at købe en gul Karen Millen kjole, er jeg blevet mere og mere overbevist om, at det faktisk godt kan være en farve for mig. Kender I det, at når man opdager sådan noget, kan man slet ikke få ting nok af den farve og så griber det om sig?

Som opdatering kan jeg fortælle, at de sko, jeg forelskede mig i, er kommet med mig hjem her i ugen. Jeg kunne simpelthen ikke lade være. Skønne arbejdssko og festsko. Så kan man jo ikke ønske sig mere. Og så går de jo ret godt til strømpebukserne, ik?! Ja argumenter er der nok af.

Men er de ikke bare lækre? I'm in love!

God weekend til jer alle :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...