Nu er det jo ikke kun den kommende baby, der skal nyde godt af, at jeg har en masse tid til maskinerne! Der kreeres også lidt til de to store.
Milles sommergarderobe er meget afhængig af, hvad jeg har i depot, for jeg forsøger virkelig på ikke at købe mere stof end det højst nødvendige.
Jeg har fået for vane at købe fodtøj til børnene et år forinden, da det giver nogle klækkelige besparelser. Det er selvfølgelig også med risiko for at de ikke kan passe det. Men indtil nu er det gået meget godt. Det betyder også, at i år har Mille et par skrig pink Angulus laksandaler. Det spiller ikke helt godt med de lilla og rosa farver, hun gik med sidste år.
Jeg har derfor syet et sæt til hende, som matcher sandalerne ret godt. Kjolen er AOH 5/2015, og gamacherne er de sædvanlige fra Børnetøj 0-4 år.
Her er kjolen på modellen:
Kjolen er ret lang til Mille, men på trods er hun rigtig glad for den. Hvis ikke hun skyder i vejret inden sommervejret for alvor er kommet for at blive, må den lige blive lagt op nogle ekstra cm.