torsdag den 31. oktober 2013

DIY hæklet iPad sleeve

Jeg får ikke lavet meget kreativt í disse dage. Virkeligheden har halet ind på mig. Jeg har kigget igennem mine kladder og fandt dette indlæg, som jeg lavede for et år siden. Det er da vist på tide at få det afsted.

Her er en DIY til det iPad sleeve jeg lavede for noget tid siden.



Du skal bruge:

Hæklenål nr 3
Dobbelt bomuldsgarn 8/4
To knapper

Slå 42 lm op. Vend med 2 lm, dvs. hækl første fm i 3 m fra nålen. Hækl rundt om lm-rækken med fm. For enden af lm-rækken hækles 2 fm i sidste maske og 2 fm i første maske på undersiden af lm-rækken = 40 + 2 + 40 + 2= 84 m. Hækl rundt og rundt i fm til arbejdet måler 26 cm. På sidste omg hækles trenserne. Hækl 11 fm, hækl 25 lm. Fastgør lm-lænken i den 12. m med en fm. Hækl 19 fm, hækl 25 lm. Fastgør lm-lænken i den 32. m. Hækl resten af omg med fm. Luk sidste omg med en km. Hæft garnenderne, sy to knapper i, og arbejdet er færdigt.

Jeg har hæklet med meleret farveskift ved at hækle med to forskellige farver garn af gangen, og skifte den ene farve ud pr skift.

Mit mønster har jeg tegnet op på et ternet papir. Det kan gøres med et hvilket som helst mønster.

Hvis der er noget uklart i opskriften så skriv endelig en kommentar.

God fornøjelse og god dag :-)

mandag den 28. oktober 2013

Totebag

Jeg er begyndt at bruge af den store bunke læder jeg fandt. Det er en forholdsvis kraftig kvalitet, så den vil gøre sig godt som hank. Jeg har derfor taget hul på noget forskelligt stof, der var tiltænkt puder. Det er nu blevet til en totebag med hanke af læder. Hankene er sat fast med nitter. Til tasken har jeg brugt min egen DIY og klippet så det passede med mønsteret på stoffet.
 

Tasken har foer og en lille indvendig lomme.


Mit mærke er syet fast på et stykke læder og sat på lommen. Læderet fremhæver mærket rigtig fint.


Jeg har klippet til et par stykker mere. Når noget viser sig at være en succes, får jeg virkelig blod på tanden. Og når jeg kan finde alt på mit stoflager, kan der ske en masse kreativt på kort tid.


Ha en rigtig dejlig mandag :-)

fredag den 25. oktober 2013

Mini efterårsferie

Vi holdt fri fredag og mandag omkring sidste weekend. Vi fik ordnet en masse herhjemme og tog på en god udflugt op af landet.
 
Jeg var forbi min søster i Århus C, hvor vi var en smut på gågaden og kørte i bybus. En stor oplevelse for børnene.
 
Det var også weekenden, hvor Mads og Mille mødte deres største idoler: farmands gymnasieband. De har set videoen fra sidste sommers træf et hav af gange. Men denne weekend var det live.
 
En meget begejstret fan :-)

Mads fik sin debut på trommer, så der er vist igen tvivl om, hvad der nu er hans foretrukne instrument. Han meddelte dagen efter: "Mor, nu spiller jeg ikke guitar mere. Nu spiller jeg kun trommer. Så nu skal du spille (luft)guitar, Mor!" Og så tog vi os lige en (luft) jamsession :-)


 
Sidste stop på turen var et besøg hos mine forældre, hvor børnene fik en masse Momo- og Mofar kærlighed. 
 
På vej hjem måtte vi lige en smut ind omkring Kolding Storcenter og have en Starbucks kaffe. Der blev uddelt smagsprøver, og børnene fik en lækker en af slagsen. De kan lige så godt lære det tidligt, ik?!
 
På trods af at børnene ikke sover til middag mere, måtte de alligevel overgive sig efter en begivendhedsrig weekend. Så i bilen på vej hjem fik de sig en rigtig god lur, med hinanden i hånden.


Mille sover tit med lidt åbne øjne - scary!

På den kreative front brugte jeg den megen køren i bil i selskab med naturuld og en hæklenål. Det er fantastisk med en masse tid hvor man ikke kan andet en at sove og nørkle :-) Så jeg er snart klar til at vise resultatet.
 
Nu er vi ved at være på vej ind i den næste weekend. Og denne er uden planer - skønt!
 
Jeg ønsker jer en rigtig dejlig weekend :-)

tirsdag den 22. oktober 2013

Gave fra blogtræf og et begynderuheld

I sidste uge blev jeg overrasket af postmanden, hvor jeg tænkte, at nu havde husbonden da vist indkøbt noget, han havde glemt at fortælle mig om (for det var ihvertfald ikke mig, som det plejer at være...) Men i den fine pakke lå det junior sengesæt, som jeg havde vundet til blogtræffet for et par weekender siden. Jeg elsker overraskelser og at få den samme to gange er helt perfekt :-)



Og apropo gaver er jeg i gang med at indsamle adventsgaver til børnene. Det er bla. en saks til dem hver. I børnehaven klipper de meget med sakse, og det går rigtig fint. Jeg tænkte derfor, at det var da en god aktivitet for Mille. Jeg gav hende en håndfuld garnrester, min runde sysaks og forlod rummet i et øjeblik. Da jeg kom tilbage efter 2 minutter, viste hun mig stolt at hun havde klippet... i sin bluse. Det var virkelig med stolthed i øjnene, at hun fremviste sit resultat. Så jeg nænnede næsten ikke at sige til hende, at det ikke var så godt at klippe i sit tøj. Hvem har ikke gjort det som barn. Jeg gik vist i 4. klasse sidste gang det lykkedes mig ved et uheld at klippe et ordentlig hul i mine nye shorts... Vi fik en snak om det, og grædt et par tårer. Hun blev virkelig ked af det, og jeg skældte slet ikke ud. Så nu er hun vist klar til at få en saks i adventsgave.

"Se hvad jeg har klippet, mor"

Samme aften fik vi tomatsuppe. Med tvillinger har vi ikke ladet dem nase ret meget med maden som små, men lige denne aften fik de lov at spise suppen på deres måde, resulterende i orange tøj, hår og kinder.





Nå ja, lige med undtagelse af da de som 1 årig fik tomatsuppe med pasta for første gang og Mads tog 2 store håndfulde og kastede lige i hovedet på Mille. Det var der kaste-karrieren startede, og spise-manerende blev skærpet!

torsdag den 17. oktober 2013

#5 Babysmækbuks og pixibogsetui

Jeg lover, at dette er det sidste par foreløbig. Der er regulært babyboom omkring mig og denne model, falder altid i god jord ved mor'en

En rigtig god veninde har fået en lille pige. Heldigvis bor de ikke langt væk, så jeg har været forbi og dikke dikke. Endelig fik jeg en chance for at holde en lille ny.

Bukserne er igen en bomuldsmodel med rosa foer. Sanse-kramme dukken har en klokke i, og hår som den nybagte mor :-) Bodyen er fra Noa Noa.



Det er deres andet barn, så der skulle også en lille storebrorgave til. Det blev et pixibogsetui. Jeg har fulgt den rigtig gode DIY hos Bromleberries.




Ha en dejlig dag :-)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...