I anledning af Mikkels 3 måneders fødselsdag vil jeg gerne fortælle jer om, hvordan min fødsel af Mikkel forløb. Jeg vil lige advare om at det er et langt indlæg.
Først lidt forhistorie:
Da jeg skulle føde tvillingerne for godt 4 1/2 år siden blev jeg sat igang med vedrop, og det varede ialt 17 timer, fra vandet blev taget til den sidste var ude. Jeg fødte tvilling A (Mads) naturligt og fik tvilling B (Mille) taget ved kejsersnit, da hun røg i fodstilling i stedet for sædestilling ved svubbet af Mads.
Da fødslen inkluderede et kejsersnit, var jeg denne gang blevet forberedt på, at det godt kunne ende med det igen, da arret kunne give sig og ende med at revne livmoderen. Det betød, at jeg skulle være under fuld overvågning under hele fødslen. Jeg blev også anset som anden gangsfødende, da jeg jo også havde født, så alting var meget uvist. Det gjorde mig lidt nervøs, for jeg ville for det første helst føde naturligt, og for det andet er jeg ikke god til at have med uvished og risiko at gøre.
Terminen med Mikkel var den 21. Juli. 8 dage (mandag) før termin fik jeg diarré, og slimproppen gik. Tirsdag, til 39 ugers tjek, sagde jordemoderen, at babyen stod fast, og det kunne ske, hvornår det skulle være. Hun vurderede ham til 3400 g. Diarréen fortsatte hele ugen, men det påvirkede mig ikke på andre måder end, at jeg blev ret øm et vist sted. Jeg undrede mig over, at jeg ikke var mere skidt - havde slet ikke overvejet det havde noget med fødslen at gøre.
Den 17. Juli, fredag, syntes jeg, at plukveerne var blevet kraftigere, og jeg var også vågnet nogle gange natten til d. 17. og tænkt, om det mon var nu det startede, for det begyndte at bide lidt. Men når jeg vendte mig på den anden side, gik det over igen. Ved min første fødsel havde jeg ikke haft et normalt veforløb, så jeg vidste ikke rigtigt, hvad jeg skulle mærke efter. Om dagen d 17. mærkede jeg ikke noget unormalt, når jeg var oppe og igang, men da jeg ville tage en lur, bed det lidt igen. Jeg ringede til en veninde i byen, for at sikre mig at hun var hjemme i nattens løb, og kunne træde til og passe de to store, hvis nu det blev til mere.
Vi spiste hos nogle venner om aftenen, og jeg havde stadig ikke andet end plukkeveer. Da vi kom hjem blev børnene puttet, og jeg gik i seng kl 21.30. Derefter begyndte det at tage til, og kl 22.30 var jeg ikke i tvivl om, at jeg var begyndt at have veer. Vi begyndte også at tage tid. Kl 23 var der ca. 2 1/2 min mellem hver ve startede, og da det havde været sådan i en times tid, og veerne blev kraftigere, og der var 2 min mellem hver ve, ringede jeg kl 00.09 til fødegangen. Den jordemor, jeg fik fat i, mente ikke, at mine veer var lange nok og dermed effektive nok, så det kunne vare lang tid endnu. Så måtte jeg tilbage i ve-tranchen med dyyyyybe vejrtrækninger.
Pludselig blev det mere behageligt at være i veerne, lige indtil det gik op for mig: jeg var begyndt at PRESSE! Jeg fik min mand i gang med at pakke bilen, mens jeg ringede efter min veninde kl 00.57, at nu var det nu.
Jeg skulle sådan tisse, så jeg var en tur på toilet på vej ud. Der var jeg glad for at jeg havde født før, for ellers var han blevet født i toilettet. Jeg skyndte mig af toilettet og bevægede mig ud til bilen og satte mig ind. Da der med det samme kom en ve, bukserede jeg mig ud af bilen igen, for der var umuligt for mig at sidde ned under en ve. Jeg lænede mig op af bilen, og kunne slet ikke holde igen. Jeg brølede og tænkte: Nu kommer barnet! I et brag sprang vandet ud i bukserne på mig. Jeg råbte på Jens, der var ved at vise barnepigen på plads. Han kom drønende og stirrede på mig: "Vil du ind og have et par rene bukser på?" "Neeeeeiiiiii!" Jeg bad ham om at hente et håndklæde, jeg kunne sidde på, og så var det ellers bare afsted. Jens ville ringe 112, men jeg sagde, at jeg ville på fødegangen, så han måtte trykke på pedalen. Kl 01.12 ringede jeg til fødegangen, som vi kørte afsted.
Hele vejen hang jeg spændt op mellem de to forsæder som en flitsbue og skiftevis råbte og gispede. Jens kørte 180 hele vejen og kl 01.27 kørte vi af motorvejen og jeg ringede igen til fødegangen og bad dem om at hente mig ved indgangen 5 min senere. Jeg fik en kendt alternativ jordmor i røret som spurgte, om jeg kunne komme om bag i bilen og ligge, og så føde. " NEJ!" "Du skal ikke holde igen mere, du må gerne føde. De hurtige fødsler er de mest ukomplicerede." "NEJ! Jeg vil ind til jer!" Jeg var SÅ bange for, at min mave flækkede i aret, så jeg ville bare nå ind på fødegangen.
Vi ankom til hospitalet, de kom løbende med en båre, og skyndte sig at køre mig på en fødestue, hvor Mikkel blev født kl 01.46 efter 3-4 presseveer. Det hele gik ufattelig stærkt, og under de sidste to veer, havde de sat et spejl op, så jeg kunne følge med. Det er jeg rigtig glad for, for ellers kunne jeg blive helt i tvivl bagefter, om hvad der var sket med den fart, Mikkel havde på.
Jordemoren sagde, at det da havde været en perfekt hjemmefødsel. Lige der var jeg glad for, at det ikke var hende, jeg havde fået i røret, da vi kørte hjemmefra, for så havde hun bedt os om at blive og føde med hende i røret.
Mikkel vejede 3910 og var 54 cm. Han blev straks lagt til mit bryst, og sådan lå vi stort set, til vi kørte hjem. Vi var hjemme igen om morgenen kl 8.45, og børnene var lige stået op. Det var stort for os alle og et helt magisk øjeblik, da de mødte lillebror og sådan lige var blevet storesøskende over natten.
Det må siges at være noget nær en drømmefødsel. Og når jeg siger det, kigger min mand på mig med opspilede øjne, og siger, at det altså var ved at blive lidt for spændende!
